Vor Klodes Dyr 1

;6o DE PALÆARKTISKE DYR. Man har ment, at Lugtesansen ledede den og Gribbene paa Spor efter Aadsler, men anstillede Forsøg har vist, at det ikke er saa. Lugtesansen er lidet udviklet hos dem, Synet des mere. Lammegribbens Rige strækker sig vide om Lande, forudsat at man regner de enkelte Egnes noget afvigende Stammer for een Art. Det sydligere Europas Bjærge og Kavkasus, Himalaya og Mellemasiens Bjærggrupper, Syrien og Nordvestafrika huser den i større og mindre Tal. I Siebenburgen og Steyermark træffes den endnu af og til, men i Alperne er den udryddet. Hvor ingen forulemper den, bebor den ogsaa lavere Bjærgstrøg, men hvor den jages, trækker den sig tilbage til de højeste, mest øde og barske Alpelandskaber. Hvad dens Levevis angaar, maa det straks bemærkes, at den er meget forskellig efter de stedlige Forhold. I det varme Syden lever den væsentligt af Aadsler, der her forekom- mer langt hyppigere og faar Lov til at ligge mere urørte hen end i de nordlige, mere kul- tiverede Dele af dens Udbredningskreds. I Alperne £ Eks. vil intet saa stort Dyr som Lammegribben kunne leve alene af Aadsler, derfor maatte den, medens den forekom der, lægge sig efter Jagt paa levende Dyr. Alpernes store og stærke Lammegribbe var da ogsaa forlige Fjender baade af Vildtet og af de mindre Husdyr. Utallige Gemsekid og Harer, Lam og Gedekid er bleven bortførte af dem, og mangen Gang forstod de at over- vælde, om end paa en ejendommelig Maade, fuldvoksne Dyr af samme og andre Arter. De brugte, naar de saa en Ged eller en Gemse, et Faar eller en Hund ene i Nærheden af en brat Styrtning, at kaste sig over dem bagfra, slaa dem med de store Vinger og hugge efter dem med det stærke Næb, til de fik dem gjort helt fortumlede og fik dem dreven ud over Afgrundens Rand. Naar de saa laa knuste ved Foden af Klipperne, kastede Røveren sig over dem og mættede sig ved deres Kød og Knogler. Ogsaa voksne Mennesker, der var kommen tid paa vanskelige og farlige Steder, hvor et Fejltrin kunde koste Livet, har un- dertiden været udsatte for saadanne Overfald, og af deres Beretninger fremgaar det, hvad man da for Resten let kan forestille sig, hvor forvirrende og bedøvende det virker at være omsuset af den store Fugls baskende Vinger og brusende Fjer. At Smaabørn indtil en Alder af 2—3 Aar oftere er bleven bortførte og ædte af Alper- nes Lammegribbe er en Kendsgerning, der ikke paa nogen Maade omstyrtes ved, at andre Lammegribbe paa andre Egne aldrig gør sig skyldige i saadanne Overgreb. I Spanien f. Eks. høres der intet om sligt, men der er Aadsler 05 Affald fra Slagtning disse Fueles væsentligste Kost, og de faar hverken deres Kraft øget eller deres Dristighed skærpet ved stadig Jagt paa levende Vildt. Det siges vel, at de fleste Historier om Angreb paa større Dyr og paa voksne Mennesker, om Bortførelse af Smaabørn o. 1. med Urette er bleven skrevne paa Lammegribbens Regning. Det skal være Kongeørnen, der har udøvet disse grumme Gerninger. Maaske — men det skulde dog være mærkeligt, om Bjærgboerne i den Tid, da begge Fuglene var almindelige i Alperne, ikke skulde have kunnet kende den ene fra den anden. Vi for vor Del ser ingen Grund til at frakende Lammegribben den Kraft og det Mod, der tilskrives den der. Lammegribbens Fordøjelse er forbavsende kraftig, og navnlig synes det at være en Specialitet for den at behandle Knogler. Disse udgør en stor Del af dens Kost, og selv om alt Kødet er borte, sluger den dem dog med god Appetit. Hvorledes den kan faa f. Eks. Ryghvirvlen af en Ko hel ned gennem sit Svælg, er ikke let at forstaa, men at den kan det, er lige saa vist, som at selv de spidseste og skarpeste Benstumper sluges af