Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
54 VOR KLODES DYR. er naturlig. Enhver Karakter, hvor ringe den saa er, maa skyldes en eller anden bestemt Aarsag, og dersom den træffes hos mange Individer, fortjener den at bemærkes. . . . Hos mange Aber, som ikke staar højt i Systemet, er Ørets øvre Del lidt tilspidset, og Randen er aldeles ikke foldet indad. Men dersom Randen blev foldet indad, vilde der nødvendigvis komme en lille Tak, der pegede fremad og sandsynligvis lidt til Siden. Dette kunde man iagttage hos et Eksemplar af Aldes bedzébuth [den amerikanske »Khmreabe«] i den zoo- logiske Have, og vi kan sikkert drage den Slutning, at det er en lignende Dannelse, — et Spor af tidligere tilspidsede Øren, — der nu og da igen dukker frem hos Mennesket.« (Sml. omstaaende Fig. 33.) Fødderne er hos alle nyfødte saa stærkt indaddrejede, at Fodsaalerne næsten vender mod hinanden. Denne Ejendommelighed, — der er endnu mere fremtrædende hos Fo- steret (se Tavlen med Fostre) — minder paafaldende om Fodstillingen hos Aberne, hvor Fødderne som bekendt holdes krummede paa tilsvarende Vis, hvilket gør det lettere for dem at fatte om Grenene. Gaar Aberne paa jævn Grund, træder de hovedsagelig paa Fodsaalens ydre Rand; — men netop det samme er Tilfældet hos Bar- net, naar det begynder at lære at gaa. — Ogsaa i deres store Bevægelighed i alle Retninger minder det spæde Barns Fødder om Abernes, ligesom i Benenes krum- bøjede Form og Stortaaens udadrettede Stilling, hvor- ved Foden kommer til at ligne en Haand og Grads- forskellen mellem »tohændede« og »firhændede« alt- saa er mindre end paa et senere Trin. I Hændernes og Armenes Forhold er der ogsaa hos smaa Børn abelignende Træk, som senere ud- viskes. Det har saaledes vist sig ved Iagttagelse og Eksperimenter, at vor Haands Gribekraft er overra- skende stærkt udviklet ved Fødselen og i de første Uger efter denne — og langt større, end det paa dette Trin udkræves for dens Anvendelse. Ogsaa dette min- der om Aberne; thi disses spæde Unger har netop en overordentlig Evne til at gribe og holde fast; men for dem har denne Evne Betydning, idet de under Moderens Spring fra Gren til Gren kan fastklamre sig til dens Haar, saa at den frit kan bevæge Arme og Ben. — Gentagne Forsøg har virkelig vist, at ganske spæde Børn, ophængte som Bille- det anskueliggør, kan bære deres egen Vægt i et Tidsrum fra en halv til over to Minuter, ofte uden at give hverken Skrig fra sig eller mindste andre Tegn paa Ubehag! Hele Stil- lingen, især Laarenes Opaddrejning og Føddernes Retning er i øvrigt interessant ved sin ydre Lighed med en Chimpanses Figur. I Armenes Haar beklædning finder vi, saa uvæsentlig denne Karakter end kunde synes, — visse slaaende rudimentære Mindelser, hvis Tilstedeværelse kun er forklarlig ud fra Afstamningslæren. At hele vort Legeme med Undtagelse af ganske enkelte Dele er svagt haarklædt, er en almindelig bekendt Sag; men mindre paaagtet er det, at de rudi- mentære Haar saavel paa Over- som paa Underarmen vender Spidserne udad mod Al- buen, — en Ejendommelighed, der ellers kun genfindes hos visse Aber. Der maa den