Vor Klodes Dyr 1

DYRENES BYGNING. 53 vilde være nok til at levere et afgørende Bevis for vor Nedstamning fra en firhændet Stamform.« Det ligger uden for nærværende Værks Opgave at gaa særlig ind paa Spørgs- maalet Menneskets Afstamning. Kun maa det være nok at betone, at det ikke alene er vore rudimentære Organer, men hele vor Legemsbygning indtil de mindste Detailler, der støtter denne Betragtningsmaade, og blot et sammenlignende Blik paa foranstaaende tre Kranier vil i det mindste antyde, at selv i vore mest konstante Legemsdele, Skelettet, vil man kunne paavise en Gradation fra højtstaaende Aber, gennem lavtstaaende Natur- folk, op til de højest udviklede Kulturmennesker. (Havde Kraniet af en Orangutang-Unge været medtaget, vilde Springet have været mindre.) Dog, tilbage til vore rudimentære Organer. Skønt det maaske lyder som et Paradoks for mange, kan der i vor Legemsbygning paavises sinatomiske Forhold, hvis Nærværelse kun kan forklares som Rest fra nogle af de ældste, mest oprindelige Hvirveldyrformer: Hajerne! Dette er saaledes Tilfældet med den lille Hinde, man i Spejl kan se i sine indvendige Øjenkroge. Denne halvmaaneformige Fold, den saakaldte Plicci serniluna/is, som hos os er ganske uden Funktion, kender vi særlig godt hos Fuglene, hvor den med korte Mellemrum hurtigt glider hen over Øjets udvendige Flade og holder denne ren. Men hvis vi skulde anføre alle de rudimentære Organer hos os, hvis Oprindelse ligger s a a langt tilbage, vilde mange Sider fyldes og Læseren trættes. Vi vil da yderligere begrænse os til kun at nævne de vigtigste anatomiske Forhold, som vi har tilfæl- les med vore allernærmeste Stammefrænder. Hudens Muskler er, som vi alle ved, meget tilbagetrængte i deres Udvikling hos os. Som Regel er det jo kun vore Øjenbrynsmuskler, der kan be- Fig. 33. Foster af Orangutang med tydelig Ørespids. væges. Enkelte Mennesker kan rigtignok tillige be- væge hele Pandens og Issens Muskulatur, saa at Haaret glider frem og tilbage; men det er dog kun hos Aberne, at denne større Bevægelighed er Regel. Gaar vi længere ned i Dyreriget, tiltager Hudmuskulaturens Brugbarhed stærkt; vi har f. Eks. alle lagt Mærke til, hvorledes Hestene bortjager Fluerne ved at skubbe Kroppens Hud frem og tilbage. Ogsaa Ørelappens Muskler er vel hos os til Stede ligesom Hudens, men — atter med individuelle Undtagelser — i saa rudimentær Tilstand, at de ikke kan virke. Det samme er Tilfældet hos de menneskelignende Aber, »Skovmændene«, men derimod ikke hos de lavere staaende Aber, saa lidt som hos de fleste andre Pattedyr, hvoraf mange, f. Eks. Hesten, endogsaa har særlig stærkt bevægelige Ørelapper. Selve Ørelappens Form viser hos mange Mennesker et, trods sin tilsyneladende Betydningsløshed interessant ru- dimentært Forhold, hvorpaa Billedhuggeren Woolner gjorde Darwin opmærksom, - nemlig den lille fremspringende Flig eller Tak, der hos mange, Mænd saavel som Kvin- der, kan ses og føles foroven paa den indadbøjede Ørerand. Darwin bemærker herom i Menneskets Afstamning'. »Man kunde maaske mene, at det er for ubetydelig en Karak- ter at lægge Mærke til. En saadan Opfattelse vilde imidlertid være lige saa falsk, som den