Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
DYRENES FORHISTORIE. 59 modtoges med en Hagl af spottende Bemærkninger over disse hypotetiske Mellemformer, »missing links«-, hvormed han udfyldte Hullerne. Men allerede 1861 vandt hans Formodning sin første store Sejr, en af de Sejre, der er saa vægtige, fordi det jo netop er en videnskabelig Teoris største Triumf at kunne forudsige Forhold, der endnu er ukendte, men senere bekræftes af Erfaringen. — I Bru- dene ved Solenhofen fandt man et Skiferstykke, hvori der saas Aftryk og Rester af et højst mærkeligt Væsen, som man skulde tro kun hørte hjemme i Fantasiens Verden, — halvt Fugl, halvt Øgle, altsaa netop en af de Overgangsformer fra Krybdyr til Fugle, hvis Eksistens Darwin havde forudsagt. Rigtignok var der endnu mange, som ikke vilde bøje sig og paa- stod, at her forelaa et Bedrag; der var endogsaa dem, der skumlede om, at det var en Krybdyr- forstening med paaklæbede Fjer! Men efterhaan- den svandt dog Mistanken, og da man nogle Aar senere fluidt et nyt, Side 60 afbildet Skifer- stykke, hvori bande Fjer og Skeletdele var langt bedre og tydeligere bevarede, døde den sidste Tvivl om den celebre Archæopteryx'’— O Id- eller Øglefuglens — virkelige Eksistens i det Afsnit afjordens Middelalder, vi kalder Juraperioden. Dette sidst fundne Skiferstykke findes nu i Berlins naturhistoriske Museum, hvor det op- bevares med en lignende Pietet som den sixtin- ske Madonna i Dresdener Galleriet. Den anden Stentavle findes i London. Begge har de en ube- regnelig Værdi for vort Kendskab til tidligere Jordperioders Liv ved paa en uigendrivelig Maade at anskueliggøre og dokumentere et af de vigtig- ste Hovedafsnit af Dyrelivets Udviklingshistorie. Blot et flygtigt Blik paa de velbevarede Rester og Aftryk af Sving- og Styrefjer lader os ikke i Tvivl om Archæopteryx’ fugleagtige Natur, me- dens paa den anden Side en Mængde Forhold i Skelettet tydeligt viser Krybdyrnaturen: I det korte Næb sidder en Række spidse Tænder; Forlemmernes eller Vingernes Fingre bærer kraftige Klør, hvorved Dyret har kunnet klatre. Heller ikke er Mellemhaandsbenene sammenvoksede som hos Nutidens Fugle, men derimod fri som hos Øglerne; og endelig er — for endnu at anføre blot een"slaaende Ejendommelighed — Halen lang som hos et Firben og bærer Styrefjerene fæstede paa Siderne, medens den hos Nutidens Fugle er stærkt forkortet, idet dens sidste Hvirvler er smeltede sammen til det saakaldte Haleben og Styrefjerene derfor tæt sammentrængte til en Vifte. Kort sagt: Udviklingstankens Forkæmpere kunde ikke, selv i deres dristigste Forventninger, have haabet paa, at en smukkere Mellemform skulde aabenbare sig. Men ogsaa fra den paafølgende Jordperiode, Kridttiden, skulde der blive fremdraget de 6* Fig. 37. Øglefuglen (Archæopteryx) restaureret i */3 naturlig Størrelse. Forneden et Stykke af Halen i naturlig Størrelse.