Vor Klodes Dyr 1

;8 VOR KLODES DYR. i dette Aarhundrede med Udgivelsen af den engelske Geolog Charles Lyells store Værk Geologiens Principper, der fuldstændigt kuldkastede den ældre Opfattelse af Jordperioderne og disses Liv. Hidtil havde den gængse Anskuelse været den, at hver Jordformation med de deri indesluttede Dyre- og Planterester var Resultat af en særlig Skabelse. Efter hver Periode fulgte en Tilintetgørelse og en Nyskabelse af endnu mere fuldkomne Væsener, til sidst Mennesket, Skabningens Pryd! — Professor Huxley, hvis Vid var lige saa skarpt som træffende, sammenligner denne Betragtningsmaade med et Spilleparti, hvor Makkerne efter hver Omgang blander Kortene og giver til en ny! Mere tiltalende er den moderne Geologis Forstaaelse af vor Klodes og dens Livs Hi- storie gennem Tiderne. Ganske vist, den er mere jordbunden, mindre højtflyvende, men alligevel nok saa ophøjet og vidtrækkende. Dens Grundtanke er denne: Det er ikke nød- vendigt at tage Fantasien til Hjælp og indføre visse ældre Dramaers uundgaaelige Deus ex machina. Det er ikke nødvendigt at bygge paa mere eller mindre digteriske Forestil- linger om mægtige, uforklarlige Revolutioner eller Syndfloder, der skulde have udslettet alt bestaaende for at give Plads for en ny og mere fuldkommen Tingenes Tilstand. Denne har udviklet sig langsomt og gradvis af de allerede bestaaende Forhold og som naturlige Virkninger af de samme Kræfter, vi ser arbejde om os hver Dag og hver Time. Thi hvert Øjeblik arbejder der jo overalt paa Jordens Overflade nedbrydende og opbyggende Kræf- ter. Vandet, Frosten, Vinden, Vulkanerne, selv Planterne og Dyrene — alle giver de jo deres større eller mindre Skærv, bidrager deres til at omforme vor Klodes Ydre. Vel synes disse Virkninger os ved første Øjekast ringe, maalte med et Menneskelivs Spand, men — og dette er den eneste Betingelse, den moderne Geologi stiller og er berettiget til at stille, — gennem Millioner af Aar bliver de mange smaa Kræfters Samvirken mægtig. Denne Opfattelse giver for det første det geologiske Studium en ganske særlig Inter- esse, fordi det aabner os Mulighed for ud fra de os bekendte, daglig virkende Aarsager at naa til Forstaaelse af urfjerne Perioders Tilstande. Men dernæst har den ogsaa sin store Betydning netop ved at have banet Vej for den Naturopfattelse, som det nittende Aar- hundrede gjorde til den herskende: Udviklingstankens. Ogsaa denne maa jo regne med de uhyre Tidsrum. Forsteningslæren, Palæontologien, har i den sidste Menneskealder gjort mægtige Frem- skridt. En Mængde nye Fund er skete, og, hvad vigtigere er, disse har kunnet beret- tige en videnskabelig Autoritet som den berømte engelske Zoolog, Professor Huxley til at udtale foranstaaende Motto, hvori han paa et Naturforskermøde i 1880 formulerede Videnskabens Standpunkt, bygget paa de ved de nyeste palæontologiske Studier indvundne Resultater. Det var store Ord, — især sammenholdte med, hvad Darwin en Snes Aar tidligere havde skrevet i Arternes Oprindelse'. »Hvorfor er da ikke hver eneste geologisk Formation og hvert eneste Lag fuldt af Mellemformer? Geologien aabenbarer os gan- ske vist ikke nogen saadan Trinrække af organiske Væsener; og dette er maaske den største og alvorligste Indvending, man kan gøre mod Teorien. Forklaringen ligger, som jeg tror, i den geologiske Videns Utilstrækkelighed .... Endogsaa hele Klassers skarpe Sondring fra hinanden — f. Eks. Fuglenes fra alle andre Hvirveldyr — maa vi forklare ved at antage, at mange Livsformer, gennem hvilke Fuglenes tidligste Forfædre forband- tes med de øvrige Hvirveldyrklassers Stamformer, er gaaede fuldstændig tabte.« Saaledes skrev Darwin 1859, — en aaben Tilstaaelse og en Gisning, der fra Modstandernes Lejr