DYRENES FORHISTORIE.
6 I
Det er ogsaa Marsh, hvem den moderne Palæontologi kan takke for en anden stor
Triumf, hvorved den er bleven i Stand til for en enkelt nulevende Slægts Vedkommende
at opstille saa fuldkomment et Stamtræ, som nogen Ge-
nealog kan ønske sig. Fra Tertiärtiden —• det umiddel-
bart forud for Isperioden liggende Afsnit af Jordens Hi-
storie — kendes nu over fyrretyve uddøde Heste arter,
hvoraf de ældste Lags Former ikke var større end en Ræv
og havde 4—5 veludviklede Tæer. Med andre Ord: Dyr
saa forskellige fra de nulevende Heste, at Antagelsen af
en direkte Nedstamning her vilde tage sig ud som et
Paradoks, dersom ikke Yderledene forbandtes ved en
Kæde af Mellemformer, hvis Tandforhold, Fodbygning
og øvrige Skeletdele ligefrem beviser Nedstamningen.
Paa Figuren Side 62 ses tydelig Trinfølgen i Lodske-
lettets Omdannelse fra en Sumpfod,
lignende Tapirens, til den tænkeligst
modsatte Fodform: den mest fuldendte
Løbefod, som eksisterer I Endda er her
ikke medtaget den ældste kendte Hest,
Eohippns, der levede i det
allertidligste Afsnit af Ter-
tiærperioden,den saakaldte
Nedre Eocen. Hos den var
Forfoden endnu mere
komplet, idet alle femTæer
var til Stede. Og-
saa i dette Tilfæl-
de fejrede Udvik-
lingslæren en stolt
Sejr, idet Huxley,
forinden Fun-
det af Eohippns
var gjort, havde
hævdet, at Oro-
hippns sikkert
maatte stamme
ned fra en fem-
taaet Hest. —
Fig. 39. Tandfugl fra Kridttiden (Hesperornis regalis). Nedenstaaende
Oversigt over
Hjortetakkernes Udvikling gennem Tertiærtiden viser en anden, omtrent lige saa
fuldstændig Kæde:
Nutidens Hjorte har flergrenede Takker,
Øvre Pliocentids — havde femgrenede