Vor Klodes Dyr 1

62 VOR KLODES DYR. Fig.40. For- og Bag- fødder af Tertiær- og Nutidens Heste i kronologisk Følge. (Sml.Teksten S,61.) Plioceniidens Hjorte havde firgrenede Takker, Øvre Miocentids — — tregrenede — Mellemste — — — togrenede — Nedre — — — ingen — Kun Hjorte med ugrenede Takker er endnu ikke fundne. Men de kommer nok! At ogsaa den aandelige Udvikling hos Pattedyrene har taget et stærkt Opsving gennem Tertiærtidens langvarige Kampe for Tilværelsen, fremgaar af Hjernekassernes stærkt tiltagende Størrelse, efterhaanden som vi nærmer os Nutiden. Alle de tidligst kendte tertiære Pattedyr har haft meget smaa Hjerner, der hos nogle endogsaa var forholdsvis mindre end hos Krybdyr. (En Analogi hermed inden for Nutiden ser vi paa Kranierne Side 52.) Gaar vi endelig fra Hvirveldyrene over til en ganske anden Afde- ling af Dyreriget, Sneglene, møder vi ogsaa der Illustrationer til det gamle Ord: »Naturen gør intet Spring«, — et Ord, der først gennem Udviklingslæren har faaet sin sande Bekræftelse. Hvem vilde vel have antaget den første og den sidste af de Side 63 afbildede Snegleformer for virkelig genetisk sammenhørende, hvis man ikke havde været saa heldig at finde alle de derimellem afbildede Skaller; og hvem kan vel, naar han lader Øjet glide hen over disse Rækker, opdage et eneste Sted, hvor der er Brud paa Kæden, og hvor der kan siges: Stop, her er et Spring! ---------Selv om Læseren maa føle sig slaaet af de her omtalte Eks- emplers Beviskraft, og skønt der endnu kunde anføres flere lignende Stamtræer og Overgangsformer, vil man maaske spørge: Ja, men hvor- for finder vi ikke langt flere saadanne i Jordlagene? Jordskorpen er jo een stor Kirkegaard, hvori Resterne af alle Tiders Liv findes opbevarede. Hvorfor er der da saa mange Omraader, hvor Springet dog virkelig eksisterer, og hvor vi kun kan indskyde tænkte Overgangsled ? Der maatte jo ligefrem vrimle af saadanne i Jordlagene. Lad os til Besvarelse heraf foreløbig blive ved Sammenligningen og betragte Jorden som en saadan uhyre Kirkegaard. Hvor fuldstændige Vidnesbyrd om tidligere Slægtled afgiver egentlig vore Kirkegaarde ? Sikkert, Genealogen vilde være ilde faren, hvis det kun var paa Grundlag af dem, han skulde udfærdige sine Stamtræer. For Adels- og velstaaende Borgerslægters Vedkommende kunde det maaske endda gaa nogenlunde an: de har deres egne Familiebegravelser, hvis Stentavler giver udførlige Oplysninger om Fødsels- og Dødsaar, Giftermaal o. s. v. Dog, selv Stentavlerne forvirrer og hen- smuldrer under Tidens Tand, og Inskriptionerne bliver ulæselige. Men der er andre, som maa nøjes med gennem et malet Trækors at overgive deres Navne til Efterverdenen; — og endnu flere maa tage til Takke med en navnløs, snart udjævnet Jordtue. Saaledes ogsaa i Naturens Kirkegaard. Talløse Planter og Dyr kan slet ikke efterlade sig noget varigt Spor, fordi deres Legeme ikke indeholder de mindste faste Genstande og hurtigt maa henfalde til det, hvoraf de er komne: Støv og Luft. Andre er vel gunstigere stillede; men selv blandt dem er det kun et ringe Tal, hvis Rester overleveres til Efter-