Vor Klodes Dyr 1

GRAASPURVEN. 705 nok ogsaa fortærer mange Insekter, især i Yngletiden, da Ungerne delvis fodres med saa- danne. Den kan, hvor den forekommer i Mængde, blive meget besværlig, dels ved at stjæle Bærfrugt og Korn, dels ved at gøre Skade paa Straatage, Stakke o. 1. Næsten værst er det dog, at den forjager saa mange andre, til Dels insektædende, nyttige og afholdte Smaafugle eller forstyrrer dem i deres Ynglen. Den bygger i vor Tid næppe nogen Sinde ret langt borte fra menneskelige Boliger, hvor den anbringer sin Rede under Tagskæg, i Murhuller, i tætte Espaliers, i hule Træer, Straatage, Stærekasser o. 1. Dog kan den ogsaa sætte Bo i tætte Graner, hvor dens store, af Hø og Halm løst sammenflettede, kuglerunde Rede med Indgangshul paa Siden hviler paa nogle Grene 2—3 Mt. over Jorden og tæt ind til Stammen. Yngelsom er Graaspurven og det til Gavns; den sætter aarligt fra to til fire Kuld, hvert paa 5 til 6 Unger, i Verden. Hannen hjælper Hunnen baade med Redebygning, Rugning og Fodring af Afkommet. Da den kun sjældnere forfølges, er det intet Under, at denne Proletar blandt Fugle er saa almindelig hos os. Hvor som helst der lever Menne- sker, kan man være sikker paa at træffe den, lige meget om inde i de store Byers usleste Fattigkvarterer eller ude paa Bondelandet, lige saa vel ved Udflytterens Hytte paa den vil- dene Hede som ved det prægtige Slot eller den rige Herregaard. Den er utrolig fræk, saa den knap gider flytte sig, naar en Vogn kommer kørende eller et Menneske vandrende. Det sker derfor ogsaa, at den bliver overkørt eller overcyklet, ikke at tale om, at den ofte flyver dristigt gennem aabne Vinduer ind i Værelser, selv om der er Folk til Stede. Skønt vi naturligvis nødig saa den forsvinde, hvad der saa vist heller ingen Fare er for, var det dog vist heldigt, om der snart blev gjort noget alvorligt for at hemme dens Overhaand- tagen. Den Nytte, den gør ved at tage skadelige Insekter, er næppe stor nok til at burde gøre den fredlyst. En lystig og kæk lille Fyr er denne vor Husspurv imidlertid unægteligt, altid frejdig og ved godt Mod under alle Livets Tilskikkelser. Livligst er den om Foraaret, naar den stigende Sols Straaler ildner ogsaa dens Blod; da slaas Hanspurvene som føre Karle, ikke blot een eller to, men i hele Flokke, idet de efter arrigt Kvidder og hidsigt Skænderi bider sig fast i hverandre og styrter til Jorden som et forpjusket Knippe, der, navnlig naar det træffer at havne i en Pyt Vand, opløses i et Nu, som var Katten efter dem. Der er paa denne Aarstid et evigt Kævl imellem dem; snart gælder Striden en Redeplads, som det ene Par vil erobre fra det andet, snart en Hans af Medbejlere bestridte Ret til en bestemt Hun, snart blot en Fjer eller en Tot Uld, som to er kommen op at toppes om. Men en- ten det nu er saa eller saa, altid stimer alle ledige Spurve til, naar der er Sjov i Gaden, ivrige efter at give deres Besyv med i Laget og faa stablet et regulært Slagsmaal op. Kosteligt er det, naar et Spurvepar har besat et Rum i en Stærekasse, der rettelig til- hører et Stærepar, og naar der som Følge heraf udvikler sig en bitter Kamp. Usurpatorerne forsvarer sig med den stædigste Udholdenhed, beredvilligt hjulpne af Slægt og Venner, saa at Striden kan blive standende Dage igennem og Spurvene gaa af med Sejren trods Stærenes overlegne Størrelse og Kraft. Ogsaa Svalereder bemægtiger Spurvene sig under- tiden, efter først at have ekspederet Æg eller Unger ud af dem, og her har de lettere Spil, eftersom Svalerne er for svage til at tage en alvorlig Kamp op med dem. Hvad der for- tælles om, at de skulde slaa sig sammen om at mure Spurvene inde i Reden, tror vi ikke paa. Vor Klodes Dyr. 87