DYRENES UDVIKLINGSHISTORIE.
69
Hjernen, Sanseorganerne, Munden og Svælget. Goethes »Hvirvelteori« har, om den
end i sine Enkeltheder er bleven beskaaret og modificeret, — faaet den smukkeste Be-
kræftelse ikke blot ved de sammenlignende anatomiske Studier, men ogsaa i de embryo-
logiske Fænomener, og det er nu den almindelig antagne Tydning af Hovedets tilsyne-
ladende saa indviklede Ske-
Svin, Kalv, Kanin og Menneske. (Sml. Teksten.)
let at betragte Hjernekassens
Gulv som den direkte Fort-
sættelse af vort centrale Ske-
let, Rygraden, og de derfra
udgaaende Buer — Kæberne,
Tungebensbuen og Fiskenes
Gællebuer — som svarende til
Ribbenene, der jo ligeledes
udgaar som Buer parvis fra
Hvirvelsøjlen.
Den Opfattelse, Goethe
naaede, delvis ad Spekulatio-
nens Vej, er saaledes nu baa-
de gennem den sammenlig-
nende Anatomis og Foster-
lærens Resultater bleven en
videnskabelig Teori og det
vigtigste Grundlag for Studiet
af Hvirveldyrenes Legeme.
— — Men vi skal ikke
gaa ind paa flere embryolo-
giske Enkeltheder. Alene et
Blik paa vedføjede Foster-
rækker af saa forskellige
Hvirveldyr som en Fisk, en
Padde, et Krybdyr, en Fugl
og fire Pattedyr vil bedre
end mange Ord overtyde
Læseren om den store Lig-
hed, der gør sig gældende
under Fosterudviklingen, og
om den biogenetiske Grund-
lovs Sandhed. Lader man
Øjet glide horisontalt hen
over Række I og dækker over de øvrige, vil man se, hvor vanskeligt det er at afgøre,
hvilket af disse otte Fostre der vil blive til en Fisk og hvilket til et Menneske! Alle
har de Gællespalter og lang, fiskelignende Hale, og hos alle er Legemsformen ens. I
det næste Stadium (II) er Ensartetheden allerede betydelig mindre, men Lemmerne er
dog endnu saa uudviklede, at de selv hos Mennesket er kortere end Halen. Først paa et