Vor Klodes Dyr 1

DYRENES UDBREDELSE. 73 Øer har man efter Storm fundet Træer flydende i saa tætte Mængder, at man først antog dem for virkelige, skovbevoksede Øer. For Insekter og andre mindre Dyr og for mange Skovpattedyr aabner saadanne Drivtræer dog Mulighed for en Udbredelse over betydelige Vandstrækninger til fjerne Øer og Lande, selv om Muligheden i de allerfleste Tilfælde kun er saare ringe. — At visse Pattedyrgrupper: Flagermusene, Hvalerne og Sælerne, med Lethed overskrider de Grænser, som Havet sætter for deres øvrige Frænder, behø- ver vi næppe at bemærke. Man vilde paa Forhaand være tilbøjelig til at antage, at Fuglene ikke var hemmede af nogen Skranke og derfor maatte være de mest udbredte af alle Dyr og altsaa tillige dem, der mindst egnede sig til at kaste Lys over Dyrenes Udbredelseshistorie og Udbre- delsesaarsager. Dette er imidlertid slet ikke Tilfældet; vi finder blandt dem netop de aller- største Modsætninger, idet nogle ganske vist er de mest kosmopolitiske afalle højere Dyr, medens andres Udbredelse er indskrænket til en enkelt, ganske lille Plet paa Kloden. Mange Vadefugle ruger i de arktiske Lande og trækker helt ned til Indien og Australien eller til Chile og Brasilien, medens i Modsætning hertil visse Papegøje- og Duearter kun bebor en enkelt, faa Kvadratmil stor 0 eller endog kun en eneste Dal eller et eneste Bjærg paa Fastlandet. For Fuglenes Udbredelse spiller deres forskelligartede Flyveevne naturligvis en vigtig Rolle. Saaledes staar Strudsene omtrent paa samme Standpunkt som Pattedyrene eller er snarere disse underlegne, idet de, selv om de kan svømme over Floder, dog ikke kan tilbagelægge saa store Strækninger gennem Vand som de fleste firbenede Dyr. Endnu uheldigere stillede er de daarlige, usikre Flyvere, f. Eks. Tukanerne, der kun kan flyve korte Strækninger og derfor snart drukner, hvis de af Vinden bliver drevne til Søs. Kun de virkelig gode Flyvere drister sig til at passere større Have, og selv de gør det kun, naar de tvinges til lange Vandringer for at søge Næring eller et mere gunstigt Klima. Dog hænder det, at smaa og svage Fugle af heftige Storme drives ud over store Ocean- strækninger. Aarlig træffer man paa Bermudasøerne en Mængde saadanne ufrivillige Gæ- ster fra Nordamerikas Fastland, og selv i Europa, især i Storbritannien og paa Helgoland, har man fundet omtrent 70 Arter amerikanske Fugle, fordrevne fra deres Hjemstavn, naar de paa deres Træk langs de forenede Staters Østkyst er bievne overfaldne af de hef- tige Efteraarsstorme; dog tør den Tanke ikke udelukkes, at dette Fænomen er af moderne Dato, idet de mange Skibe, der nutildags bestandig krydser Atlanterhavet, jo kan afgive kærkomne Hvilepunkter for svage og udmattede Flyvere. Som Regel maa man sige, at brede Oceaner danner en næsten absolut Barriere for de fleste Fugles Vandringer fra et Kontinent til et andet; men selv smalle Have og Indskæringer kan virke hemmende paa Udbredelsen særlig af alle de Fuglearter, hvis Liv og Næring er udelukkende knyttet til Skovene. Ja i saadanne Tilfælde kan endogsaa store Floder, vide Sletter eller høje Bjærg- kæder, der hæver sig op over Skovgrænsen, sætte Skel. Naar saa mange smaa europæiske Trækfugle aarlig regelmæssig drager frem og tilbage over Middelhavet, da maa denne Routes Opstaaen rimeligvis dateres fra den efter geologisk Tidsregning nærliggende Periode, da Europa saavel ved Gibraltarstrædet som over Sicilien og Malta var landfast med Afrika. Denne fordums Landforbindelse fremgaar af mange interessante Iagttagelser, fremfor alt af Ligheden mellem Nordafrikas og Sydeuropas Fauna og af de Dybdemaa- linger, der paa de paagældende Steder i Middelhavet konstaterer lavt Vand, men i øvrigt Vor Klodes Dyr. d>