Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

68 først gaar mod Venstre, tager efterhaanden paa Grund af Tiltrækningens Virken mere og mere Retning nedad mod M\ samtidig forøges Hastigheden paa Grund af Tiltræk- ningen. Planeten svinger derfor udenom M, gaar gjennem A, hvor den har sin største Hastighed, og vender derpaa tilbage til m, idet alle Fænomenerne nu ere de modsatte af, hvad der fandt Sted før, saa at Banens høire Side bliver ganske ligesom den venstre. Tænke vi os Hastigheden i m noget større, faa vi en elliptisk Bane med større Dimensioner som f. Ex. mB, og forøges endelig Hastigheden i m, indtil den opnaar en ganske bestemt Størrelse i Forhold til Jf’s Masse og Afstand, saa vil m beskrive en Cirkel om M og altsaa gaa gjennem Punktet C. Forøges Hastigheden endnu yderligere, faa vi strax paany elliptiske Baner som f. Ex. w_D; men M bliver øverste Brændpunkt i alle disse nye Ellipser, medens det var nederste i allé de tidligere. Cirkel- tilfældet er altsaa et ganske enkelt Grænsetilfælde mellem de to Arter Ellipsetilfælde. Jo større Hastigheden er i m, desto længere varer det, inden M’s Tiltrækning faar krummet Banen saaledes, at Planeten atter krydser Linien mM, og i desto større Afstand fra M sker dette. For en vis endelig Størrelse af Hastigheden i m (ligeledes i Forhold til Jf’s Masse og Afstand) bliver den sidst nævnte Afstand uendelig stor, det vil sige: Planeten naar aldrig Linien mM\ men samtidig med, at dens Retning nærmer sig til at blive parallel med mM, rykker den ogsaa med aftagende Hastighed saa langt bort fra M, at Tiltrækningens Indflydelse forsvinder. Banen bliver i dette Tilfælde en Parabel (ME), og er Ha- stigheden i m endnu større, bliver clen en Hyperbel (MF), o: efterhaanden som Kloden rykker længere og længere bort fra M, gaar Bevægelsen over til at blive jevn og ret- linet med en Retning, der endog divergerer med Retningen mM. Ligesom Cirklen er Grænsetilfælde mellem de to