Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

69 Arter Ellipser, saaledes er Parablen Grænsetilfælde imellem den sidste Art Ellipser og de hyperbolske Baner. Alle de her antydede Sætninger beviste Newton strengt mathematisk. Idet nu de nævnte Keglesnitslinier: Ellipse, Cirkel, Parabel og Hyperbel omfatte alle oprindelige Side- hastigheder for Planeten, naar Tiltrækningen svækkes som Afstandens Kvadrat voxer, medens dette endvidere med- fører, at Solen inaa staa i Brændpunktet, saa følger deraf, at Planetbanerne maa være Ellipser, Cirkler, Parabler eller Hyperbler; og da de to sidste Arter Baner snart vilde fjerne Kloden ganske fra Systemet, medens Cirkeltilfældet som et enkelt Grænsetilfælde aabenbart er uendelig usand- synligt, saa kunne Planetbanerne følgelig kun være Ellipser med Solen i det ene Brændpunkt. Men dermed er altsaa ogsaa den første Keplerske Lov afledt af Grundantagelsen. Foruden disse Sætninger opstillede og beviste Newton endnu mangfoldige andre. Han paaviste, hvorledes ogsaa Planeterne maatte tiltrække hinanden indbyrdes, og hvorledes der derved opkom forskjellige Afvigelser fra de før om- talte Love, der alene forudsatte Solen tiltrækkende, Af- vigelser, der dog paa Grund af Sollegemets uhyre Masse i Sammenligning med alle Planeternes ere forholdsvis smaa. Adskillige af disse Afvigelser vare allerede kjendte, men hidtil ganske uforstaaede; andre bleve først opdagede, idet den Newtonske Theori forudsagde deres Tilstedeværelse, og Theorien vandt saaledes den ene smukke Bekræftelse efter den anden. En af de mest storartede var Opdagelsen af den hidtil ukjendte Planet Neptun. Paa Newtons Tid og endnu længe efter var Saturn den yderste Planet, man kjendte, og denne havde været kjendt allerede i Oldtiden. Man kan derfor let tænke sig, hvilken Opsigt det vakte, da W. Herschel med sin Speilkikkert i Aaret 1781 op- dagede en endnu fjernere Planet, der fik Navnet Uranus. Dette nye Medlem af Planetfamilien gjorde sig tilmed snart