Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 790

UDK: 382

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 808 Forrige Næste
R. R. HAMMER VII lig paa Grund af Isforholdene, ofte Forlis, og sjeldent eller aldrig gik der et Aar, uden at et eller flere Skibe blev skruet ned af Isen. I Rege- len havde Besætningerne dog Tid nok til at samle Proviant i Baadene og redde sig over Isen til et i Nærheden liggende Hvalfangerskib. I Regelen var det kun enkelte Fartøjer, der gik ned, men i 1777 kom, af en Flaade paa omtrent 200 Hvalfangere, 12 Skibe, hollandske og hamborgske med delvis danske Førere og Harpunere, i Besæt i Isen Vest for Spitsbergen. Skruet ind mellem Ismasserne drev Skibene med disse Syd over, langs Grønlands Østkyst, hvor de efterhaanden knustes og sank. Af Folkene — o. 475 Mand — druknede en Del, andre døde af Sult eller Sygdom paa Isflagerne; fem og tyve kom 1 Land ved Nunarsuit eller Kap Desolation, dog kun for at finde Døden i en Hule, der i 1895 atter tjente som første Tilflugtssted for Besæt- ningen fra den grønlandske Handels Barkskib »Hvidbjørnen«, da dette under Kommando af Forfatteren af disse Linier, blev skruet ned af Isen i et Havskælv*). Fra Danmark var Hvalfangsten i det 19. Aarhundrede ubetydelig; af og til udsendtes enkelte Skibe, men Fangsten var ringe. Det sidste Sejlskib, som udrustedes fra Danmark til Hval- og Robbefangst, var Fregatskibet »Tidselholt« fra Flensborg, som i 1863 kom hjem med et tarveligt Udbytte af Sæler og ingen Hvaler. Som vi senere skal komme tilbage til, fortsattes Hvalfangsten fra Danmark igen under Islands Kyster i en kort Periode fra 1865—70. Den ovennævnte Robbefangst fortsattes fra Danmark indtil 1863. I Aarhundredets Begyndelse konkurrerede danske Skibe særdeles heldigt med Englændere, Hamborgere, Bremere og Nordmænd, men de Danske blev ved med at benytte deres gamle, bredbovede og tunge Hvalfangerskibe, medens de fremmede efterhaanden anskaffede ny og kraftige Dampskibe, der ganske anderledes kunde arbejde sig frem i Isen. Dette bevirkede, at de Danske efterhaanden distanceredes af de fremmede, til Trods for vore Folks anerkendte Dygtighed og store Erfaring paa dette Omraade. Skibene fra de mindre Byer faldt først fra; København udsendte 2—4 Skibe indtil i860; mest udholdende var man fra Slesvig og Bornholm. Til sine Tider havde indtil 30 danske :) Se Det grønlandske Selskabs Aarsskrift 1916.