Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 790
UDK: 382
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
R. R. HAMMER VII
lig paa Grund af Isforholdene, ofte Forlis, og sjeldent eller aldrig gik
der et Aar, uden at et eller flere Skibe blev skruet ned af Isen. I Rege-
len havde Besætningerne dog Tid nok til at samle Proviant i Baadene
og redde sig over Isen til et i Nærheden liggende Hvalfangerskib. I
Regelen var det kun enkelte Fartøjer, der gik ned, men i 1777 kom,
af en Flaade paa omtrent 200 Hvalfangere, 12 Skibe, hollandske og
hamborgske med delvis danske Førere og Harpunere, i Besæt i Isen
Vest for Spitsbergen. Skruet ind mellem Ismasserne drev Skibene
med disse Syd over, langs Grønlands Østkyst, hvor de efterhaanden
knustes og sank. Af Folkene — o. 475 Mand — druknede en Del,
andre døde af Sult eller Sygdom paa Isflagerne; fem og tyve kom 1
Land ved Nunarsuit eller Kap Desolation, dog kun for at finde Døden
i en Hule, der i 1895 atter tjente som første Tilflugtssted for Besæt-
ningen fra den grønlandske Handels Barkskib »Hvidbjørnen«, da dette
under Kommando af Forfatteren af disse Linier, blev skruet ned af
Isen i et Havskælv*).
Fra Danmark var Hvalfangsten i det 19. Aarhundrede ubetydelig;
af og til udsendtes enkelte Skibe, men Fangsten var ringe. Det sidste
Sejlskib, som udrustedes fra Danmark til Hval- og Robbefangst, var
Fregatskibet »Tidselholt« fra Flensborg, som i 1863 kom hjem med
et tarveligt Udbytte af Sæler og ingen Hvaler. Som vi senere skal
komme tilbage til, fortsattes Hvalfangsten fra Danmark igen under
Islands Kyster i en kort Periode fra 1865—70.
Den ovennævnte Robbefangst fortsattes fra Danmark indtil 1863.
I Aarhundredets Begyndelse konkurrerede danske Skibe særdeles
heldigt med Englændere, Hamborgere, Bremere og Nordmænd,
men de Danske blev ved med at benytte deres gamle, bredbovede og
tunge Hvalfangerskibe, medens de fremmede efterhaanden anskaffede
ny og kraftige Dampskibe, der ganske anderledes kunde arbejde sig
frem i Isen. Dette bevirkede, at de Danske efterhaanden distanceredes
af de fremmede, til Trods for vore Folks anerkendte Dygtighed og
store Erfaring paa dette Omraade. Skibene fra de mindre Byer faldt
først fra; København udsendte 2—4 Skibe indtil i860; mest udholdende
var man fra Slesvig og Bornholm. Til sine Tider havde indtil 30 danske
:) Se Det grønlandske Selskabs Aarsskrift 1916.