Landmandsbogen III
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Planlægning for Jordens Benyttelse. 311 Den Otte-Marks-Drift, som ovenfor er benyttet, maa vistnok anses for mere tidssvarende end en kortere Omdrift. Kloveren vil ikke komme for tit, og Foderavlen vil kunne Udvikles Uden ftørre Besvær, hvis enten Konjunk- turer eller andre Hensyn gøre saadant tilraadeligt. Paa meget lette Jorder har man fra gammel Tid indrsmmet Græsset et forholdsvis stort Areal, og man har gjort det med Rette. I NutidslandbrUget synes Kornavlen paa alle Jorder lidt efter lidt at vige for en udvidet Foderavl; i enkelte Egne for Avl af Handelsplanter, særlig Sukkerroer. Naar Forandringen til Foder- avl kim foregaar meget langsomt, skyldes dette næppe Tvivl om Foderafgrs- dernes ftørre Brugsværdi, men snarere den Usikkerhed, der vedblivende er til Stede, naar det gælder om at realisere de beregnede Værdier i virkelig salg- bare Produkter. Og dette Punkt maa navnlig den unge Landmand ikke lade sig friste til at glide for let hen over ved Udarbejdelsen af Driftsplanen for et Landbrug. Mellem den velberegnede Værdi af en Afgrsde og det deraf efter Opfodringen fremgaaede Produkt, saasom Mælk, Kod, Svin, Kvæg, er et stort Spring, som ingenlunde endnu kan siges at blive udfort med snskelig Sikkerhed. Man vil saa godt som altid der finde Aarsagen til, at Netto- ndbyttet af Landbrug med ensartede eller lige gode Arealer alligevel kan blive saa hsjst ulige. Jndtirgts-Afgrodm. For at komme til den egentlige indtægtgivende Del af Arealets Afgroder, det er den Del, der efter Omstændighederne enten kan sælges direkte — Korn, Kartofler, Sukkerroer — eller gennem Kreatur- holdet omdannes til andre salgbare Produkter, maa der foretages et Afdrag, svarende til Trækkraftens o. Hesteholdets Forbrug og Udsæden, navnlig af Hensyn til, at disse to Udgifter sædvanlig unddrage en anselig Brokdel af Afgrsden fra den egentlige salgbare Produktion og tillige falde noget ulige tungt paa forskellig Jordbund. Trækkraften. Hos os benyttes Oksen mindre og mindre som Trækdyr, endskønt den er forholdsvis billig at holde. Den er imidlertid langsom, og da Arbejdslonnen stadig er stigende, maa man hos os nærmest regne med Hesten som den egentlige Trækkraft ved Landbrug. Foderforbruget til en til enhver Tid og til ethvert ved Agerbrug forefaldende Ar- bejde arbejdsdygtig Hest kan, naar den holdes paa Stald, næppe sættes under 12 Pd. Korn og 15 Pd. Halm daglig som Gennemsnit. Gaar man ved Landbrug ud fra, at den underholdes 3 Maaneder, 90 Dage, paa Græs, og 9 Maaneder, 275 Dage paa Stald, vil dens Behov af Foder andrage 33 Centner Korn, 41 — Halm, 100 — Græs og Gronfoder, og med de for Afgrøderne benyttede Priser som Grundlag andrage en Udgift af 223 Kr. alene til Foder. Det næste Sporgsmaal, der maa besvares, er Trækkraftens Størrelse. Forskellig Jordbund stiller i den Henseende noget ulige Krav, ligesom ogsaa en mere eller mindre fjern Beliggenhed fra Købstad eller Handelsplads over sin Indflydelse gennem Trans-