Det Menneskelige Stemmeorgan

eller Beundrere foranstalte selskabelige Sammenkomster til deres Ære; at Sligt ikke altid kan. undgaas, og at Følgen deraf bliver en „Uregelmæssighed1* i Leve- maacle, er indlysende nok. Men vi behøver ikke at ty til det „vandrende Kunstnerfolk“ for at finde Grunde nok til at der afviges fra den regelmæssige Livsførelse, som Privatmanden kan opnaa. Næsten Enhver, der om Aftenen skal udøve sin Kunst for det kritiserende Publikum, er forud saa optagen af Aftenens Begivenhed og befinder sig i en saaclan Spænding, at baacle lians legemlige og aandelige Befindende lider derunder. Mangel paa Appetit og Ulyst til Føde er hyppigst tilstede; men selv om den Paagjældende ogsaa kunde være i Stand til at indtage et substantielt Maaltid, saa hindres han deri simpelthen af den Grund, at han ikke kan synge eller f. Ex. blæse kort efter at han har taget rigelig Næring til sig; han maa altsaa forlægge sine Maaltider og han befinder sig mod Slutningen af Forestillingen medtagen, ikke alene paa Grund af Sindsbevægelse og det fysiske Arbejde, han har præsteret, men ogsaa fordi hans Organisme trænger til at hjælpes op og styrkes. Og naar han saa endelig bliver fri, kommer det Tidspunkt, da han føler sig lettet fra det Tryk, der har hvilet paa ham, og lian søger da ganske naturlig Erstatning for det, han har maattet undvære saa længe. Han maa have „Noget ordentlig at leve af“; men naar dette er Tilfældet, saa kommer han ogsaa til, om ikke at gjøre Nat til Dag, saa dog til at „leve“ paa et