Universets Undere
1. Bind

88 UNIVERSETS UNDERE den ikke belyste Maaneoverflade er meget lav — stiger Vanddampe og Kultveilte op fra disse Krateres Dyb, og at disse Dampe saa fortættes og bedækker Krater- væggene som Sne eller Rim. De første Straaler fra den atter opgaaende Sol lader da disse Nedslag forsvinde, og Krateret viser sig igen i normal Tilstand. Dette er netop det Indtryk, man faar gennem de nyeste Observationer af Krateret Caquet. BJERGET TYCHO. Dette Ring-bjerg omslutter et af Maanens bedst kendte »Kratere«. I Løbet af en Maane-Dag — der varer 354 Timer, hvori So- len uophørligt og uhindret be- straaler Maanekuglen — maa dennes Overflade naa en Tem- peratur, som langt overgaar vort Tropebæltes eller vore mest brændende Sandørkener. Heden maa stige til omtrent 100° C., ja maaske til op imod 200° i de Egne af Maanen, hvor Solstraa- lerne falder lodret. Intet Atmo- sfærelag, ingen Skyer eller Taage findes der jo, som kan indsuge Straalerne og danne et Dække i Lighed med Jordens Atmo- sfære. Den nøgne, kridhvide Klode, der afvekslende er altfor hed og altfor kold, og hvis store, graa Pletter er udtørrede Hav- bækkener, denne Verden uden Vand og med — i det højeste — en forsvindende ringe Luftrest gør et alt andet end indbydende Indtryk, »og jeg (Flammarion) befrygter unægtelig, at den ret udstrakte Besiddelse, jeg har paa vor Naboklode (Krateret, der bærer Navnet Flammarion), er en temmelig ufrugtbar Ejen- dom« ! Paa et Tidspunkt, da vor Jord endnu var en stor, uformelig Masse, og da dens Bestanddele kun langsomt formede sig mod en Tilstand, der vilde gøre den beboelig for senere kommende Menneske- slægter, var Maanen for længst afkølet og havde sandsynligvis gennem Millioner af Aar været Hjem for levende Væsener. Til Gengæld er den ældet tidligere. Dog er det ikke absolut givet, at den er en fuldkommen uddød Verden. Det er muligt, at Organismer af os ukendt Natur endnu frister Tilværelsen i Maanelandets dybe Kløfter og Dale som de sidste Rester af et en Gang rigt og blomstrende Liv. Maanen er ikke blot et Spejl i Himmelrummet, der kaster Solstraalerne tilbage paa Jorden; den afspejler tillige, synlig for os alle, en Klodes Verdenshistorie — en Historie, der er saa meget desto mere fængslende, som den er knyttet til vor egen Verden ved Baand, der aldrig kan brydes.