Universets Undere
1. Bind

NÆSEABEN PAA BORNEO 89 NÆSEABEN PAA BORNEO FAA Dyr har et saa barokt Ydre som Vest- og Syd-Borneos Næseaber. Hos de voksne Hanner danner Næsen et karrikaturagtig langt, snabelformigt Ved- hæng, der imidlertid i Hunnernes Øjne synes at være en herlig Prydelse, desto mere attraaværdig, jo længere Hængenæsen er. Den kommer altsaa i Rangklasse med Paafuglehanens pragtfulde Halefjer og lignende saakaldte sekundære Køns- karakterer, hvis Betydning det er at opflamme erotiske Tilbøjeligheder hos det an- det Køn. I hvert Tilfælde er den originale Ansigts-Pynt forbeholdt de udvoksne Abehanner, medens Ungernes og de voksne Hunners tilsvarende Ansigtsparti kun danner et beskedent Fremspring, der efter sin opadrettede Form nærmest maa be- tegnes som et Tilløb til en lille, munter Opstoppernæse, der staar i pudsig Kontrast til Hannens sørgmodige Langnæse. Interessant er det, at Hunnens og Ungernes afstumpede Opstoppersnude genfin- des hos begge Køn af en nær beslægtet Art, Braknæseaben, der imidlertid lever midt inde i det asiatiske Fastland, — i Øst-Tibet og Central-Kina. Dens Næse sprin- ger kun to—tre Centimeter frem. Man maa derfor antage, at nogle af disse Brak- næseaber paa et eller andet Tidspunkt i den jordhistoriske Udvikling har fundet Vej over til Borneo, medens denne store 0 endnu ved en Landbro var forbundet med Halvøen Malakka og derigennem med Kontinentet. Denne Formodning be- kræftes desuden ved, at adskillige andre, særlig afvigende Pattedyr- og Fuglearter, der lever paa Borneo, paa lignende Vis lader sig føre tilbage til mere oprindelige Typer, som endnu findes i det østlige Himålaya, Assam, Kina og Tibet. Efter Borneos Isolering som 0 slog dens Arter ind paa nye, selvstændige Ud- viklingsbaner, der for Næseabernes Vedkommende gav sig Udslag ikke blot i ly- sere, afvigende Farvetegninger hos Hannerne, men navnlig i den overdrevne Ud- vikling af disses Næse, der hos den ny Art kulminerede i en snabellignende Hænge- næse, om hvis mærkelige Fysiognomi man faar et Begreb gennem hosstaaende Helsidesbillede af en i Munchens naturhistoriske Museum opstillet Han. Den gamle Fyrs Fysiognomi, der i al sin medynksvækkende Grimhed forekommer os som en tragisk-komisk Karrikatur, har sikkert i dens Mages Øjne været Idealet af mand- lig, velformet Skønhed. »Jeg bærer min Næse, som jeg vil!« kan skrives som Devise under denne De- koration, thi et særlig udviklet Muskelapparat sætter Aben i Stand til at bevæge den i forskellige Retninger og efter Behag enten forlænge eller forkorte den, hvilken sidste Evne muligvis ingenlunde er betydningsløs, naar Aben i meterlange Spring sætter afsted, gennem Urskovkronernes tætte Grenslyng. Ganske vist skal de Ind- fødte paastaa, at Næseaberne under Springene holder deres Hænder dækkende op for Næsen for at beskytte den ømfindtlige Pynt mod ublide Knubs og Stød, men dette er blot en »lang Næse«, de morer sig med at paadutte Fremmede. Næseaben holder tværtimod — ligesom dens øvrige Slægtninge blandt de indiske Langurer eller Slankaber — alle fire Lemmer fuldt udstrakt under Springet, dels for at give Legemet større Bæreflade, dels for at være parat til et hastigt Greb i Grene og Lianer. En voksen Næseabe-Han hører ved sit Udseende til Dyrerigets Originaler. Den er paa Størrelse med en middelstor Bavian, eller omtrent med et tre Aars Barn, og dens ganske nøgne, rødlige, af kraftige Bakkenbarter indrammede Ansigt med den alt dominerende Næse har — lidet smigrende for de Indfødtes Opfattelse af 12 Universets Undere.