Universets Undere
1. Bind

NÆSEHORNSFUGLENS FÆNGSEL 99 men til en fast, haard Masse, gylper Hannen maaske op af sin Mave. Saa det maa indrømmes, at han er saa opofrende en Ægtefælle, som nogen nok saa fordrings- fuld Hun kan ønske sig.--- Hvad der er fortalt i det foregaaende, er, saa vidt vides, fælles for de fleste Næsehornsfugle. Bedst kendt af de indiske Former er den Side 98 afbildede »tve- hornede« Næsehornsfugl, der er en af de største af alle Arter og, med forskellige Underarter, træffes saavel i Forindien som i Bagindien og paa nogle af Øerne; det var hos den, at Tickell 1855 opdagede disse Fugles mærkelige Rugeforhold, allerede forinden Livingstone senere i Afrika overraskede alle naturhistorisk interesserede ved sine Meddelelser om Næsehornsfuglenes frivillige Fængselsliv. Meget alminde- lig i Bagindien og paa Borneo og Sumatra er den paa vort Helsidesbillede, Side 94 fremstillede Art, den egentlige Næsehornsfugl i snævrere Forstand — ligeledes en stor Form, der naar over en Meters Længde. Dens mæskede Unger sammenlignes i Udseende med meget fede, slet plukkede Gæs; saa skønne er de ikke! Desto mor- sommere er de i Fangenskab, hvor de hurtigt bliver tamme; men de er dyre at have paa Kost, og de generer sig ikke for at stikke deres uformelige Næb midt ned i Risfadet paa Bordet. Stor Behændighed viser de — som for Resten alle Næse- hornsfugle — ved at gribe tilkastede Frugter. Disse snappes ikke straks med. Næb- bet, men puffes i Farten til Vejrs, inden de, regelmæssigt, falder ned i Gabet. Med saa stor Sikkerhed jonglerer Fuglen, at Kunststykket aldrig mislykkes. Blandt de afrikanske Arter er, foruden den her afbildede, den næsten kalkun- store og i det hele taget kalkunlignende sorte »Hornravn« ganske særlig paafaldende ved, at dens »Horn« fortil er aabent, rørformet og saa brat afskaaret, som om det var savet igennem, — eller som om det i en Duel paa Sabler var hugget tværs over. Ogsaa Hornravnene ruger i hule Træer, men dog vistnok uden at blive indemurede. Mere biologisk Interesse har de ved deres Forkærlighed for Slanger som Fødemid- del, og selv store Giftslanger angriber de uforfærdet. Endnu skal blot nævnes en asiatisk Art (Rhinoplax vigil), hvis Horn eller Ka- lot paa Næbbet mærkelig nok er massivt helt igennem og ganske ligner Elfenben, ja af Kineserne og Malayerne ogsaa benyttes som saadant til Udskæringer, til Sværdfæste o. s. v. Fuglen er iøvrig karakteristisk ved sin Størrelse; den har nem- lig en Længde af henved to Meter, hvoraf Halen ganske vist udgør den ene Meter. Det er en meget sky Fugl, der kun træffes i de ensomste Højskove; med kvarter- lange Pauser kan man her høre dens et Par Kilometer vidt lydende, dumpe Raab: Whuup-whuup-whuup, gentagne hurtigt en halv Snes Gange for til sidst at slaa over i en hæs, kvækkende Latter, hvorefter der pludselig bliver dyb Stilhed. -------At saa mærkelige Væsener som Næsehornsfuglene maatte tiltrække sig Menneskenes, og særlig de indvandrede Fremmedes Opmærksomhed, er forstaae- ligt, og det berømte gamle Sagn om Fuglen Fønix skal endogsaa kunne føres til- bage til overdrevne Beskrivelser af disse Fugle — uden at det forøvrig kan paa- vises, hvilken Forbindelse der er mellem dem og Forestillingerne om Ilden og Udøde- ligheden. Der skal endog blandt den tyrkiske Sultans Kronrelikvier være opbevaret et Bæger, hvorom Sagnet beretter, at det er udskaaret af en Fønix-Fugls Næb — — hvilket i Virkeligheden turde betyde, at det hidrører fra en indisk Næsehorns- fugl, hvis »Horn« er massivt og endnu den Dag i Dag finder kunstindustriel An- vendelse. 13*