Universets Undere
1. Bind

LYSENDE PADDEHATTE 107 Gaar vi derimod ud til det Sted i Skoven, hvor den splintrede Stub stod, vil Stumperne endnu en hel Uge igennem kunne ligge og lyse hver Nat, forudsat at Vejret forbliver nogenlunde uforandret og hverken er for regnfuldt eller for bræn- dende hedt og tørt. Det Lys, vi ser udgaa fra det trøskede Træ, er mindre grønt end St. Hansormens og næppe fuldt saa straalende som Havets Morild. Det er nærmest et hvidligt, noget mat Lys, — men det gør alligevel en forunderlig fantastisk Virkning dybt der inde i Skovens natsorte Gem.------- Lad os nu fra den æstetiske Betragtning gaa over til at undersøge Fænomenet rent naturhistorisk for at se, hvad det egentlig er, der gør et saadant trøsket, gam- melt Træstød saa interessant og omgiver det med et mystisk Skær, som sikkert har foraarsaget adskillig Overtro og Angst hos mangen en ensom Nattevandrer paa de mørke Skovstier. Piller man Træet i Stykker og betragter det med en Lupe, vil man finde det gen- nemvævet af hvide Traade, hvori Botanikeren let vil genkende det saakaldte My- celium, der udgør en Bladsvamps egentlige, næringsoptagende Grundvæv, idet den langt mere iøjnefaldende og kendte »Paddehat« er et først senere udviklet Oigan, hvis Betydning det er at bære de smaa, encellede Sporer, der er Svampens støv- fine Formeringsorganer. Dette Væv kan danne et Net af forholdsvis tykke Strenge mellem Barken og Veddet, men hyppigst bestaar det af ganske fine Traade, der borer sig ind i Veddet — ja endog ind. i dets enkelte Celler og gennemvæver det saa fint og tæt, at det for en flygtig Betragtning tager sig ud, som om det vir- kelig var Veddet selv, der lyste, hvorfor man da ogsaa taler om »lysende Træ« en Benævnelse, der ikke er helt korrekt, eftersom det ikke er Træets eller Veddets egne Celler, der producerer Lyset, men udelukkende de Svampetraade, som gen- nemvæver dem. Der er forskellige Arter af Bladsvampe, hvis Traadvæv har denne mærkelige Lysevne. Nogle vokser paa Løv-, andre paa Naaletræer; men en enkelt Art (Aga- ricus melleus) er særlig almindelig udbredt og er derfor Typen paa den Gruppe Svampe, hos hvilke det kun er Myceliet, der lyser. Der er imidlertid, særlig i de varme Lande, mange andre Svampe, hvor det er selve »Hatten«, der lyser, — saaledes som vort Billede tydeligt viser det. Allerede saa nær som i Sydeuropa kan vi paa Oliventræets Rødder finde en Paddehat (Aga- ricus olearius), hvis Blade — sjældnere tillige dens »Stok« — udstraaler Lys. Men først i Troperne udfolder Lysevnen sig i al sin Styrke, og hvad enten vi befinder os paa den vestlige eller østlige Halvkugle, kan vi finde pragtfulde Eksemplei derpaa. Allerede i 1840 opdagede Botanikeren Gardner under en Rejse i Brasilien Hat- tens Lysevne hos en efter ham senere opkaldt Svamp (Agaricus Gaidneri), der vokser paa hensmuldrende Palmestammer. Han blev første Gang opmærksom paa Fænomenet ved, at Drengene i en lille Landsby en Aften løb om og legede med disse underlige Lys, hvis Skær iøvrigt mindede ham om Ildfluernes. Senere har en anden Forsker saa fjernt derfra som paa Borneo set Stien gennem et Junglekrat være saa stærkt oplyst af Paddehatte, at han kunde se at læse ved deres Skin. Og endelig er en lignende Iagttagelse gjort i Australlandets vestlige Egne, hvor Drum- mond opdagede lysende Paddehatte; en af dem lagde han paa sin Avis »og fandt, at han med Lethed kunde læse ved dens Skær«. Naar man husker paa, hvor smaa og tætte de engelske Blades Typer er, vil man indrømme, at der skal en ikke helt