Universets Undere
1. Bind

108 UNIVERSETS UNDERE ringe Lysmængde til, hvis Læsningen skal kunne foregaa »med Lethed«. Men denne Paddehat havde da ogsaa en antagelig Størrelse: den var i Tværmaal ca. 40 Centimeter, havde en 30 Centimeter høj Stok og vejede omtrent 27a Kilogram. Saa rent kvantitativt var Lysgiveren jo heller ikke at foragte. At Svampenes Lysevne er en Forbrændingsproces, der staar i Forbindelse med deres Aandedræt, er paa forskellig Maade godtgjort og har desuden sit Sidestykke andet Steds inden for Planteriget, — men dermed er Gaaden ikke løst. Thi hvor- for skulde netop disse Svampe lyse fremfor andre? Herpaa er hidtil kun svaret med Formodninger, der lyder mere eller mindre sandsynligt. En af de naturligste Foi klaringer er den, at Lysevnen er et Tilpasningsfænomen i Lighed med saa mange andre i den organiske Natur — en Tilpasning, hvorved disse Svampe søger at opnaa de bedste Betingelser for Løsningen af det store Universalproblem: Ar- tens Formering. Det er en bekendt Sag, at adskillige Myg og Smaabiller lægger deres Æg i Svampenes Mycelium og Hatte, hvorved de, selv ubevidst, hjælper med til at sprede Svampens Sporer. Flere af disse »mykofile« eller svampeyndende Insektarter flyver imidlertid kun om Natten, og overfor dem træder den lysende Svamps Skær da i Stedet for andre Arters stærkt iøjnefaldende Farver, der kun kan lokke Daginsekter. Dens Lys bliver det Lygte-Skilt, der leder Nat-Insektet mod dets Maal — og samtidig opnaar den selv sit hemmelige Formaal. Naturligvis fortsættes disse Svampes lysende Forbrændingsvirksomhed sammen med deres Aandedræt Dagen igennem, — men i Solens Skin er de for vore Øjne kun trøsket Træ eller »grimme« Paddehatte. Det gaar med dem som med Alfernes og Nissernes Guld: tankeløst eller forag- teligt sparker mangen en til dem, lidet anende deres skjulte Skønhed, som først Natten aabenbarer, — og hvis dybere Betydning Vismanden søger at udforske. DEN JAPANSKE KÆMPEKRABBE TV/TED Undren betragter vi den uhyre Størrelsesforskel, der kan være mellem Former, som dog tilhører en og samme Dyreafdeling — mellem Dværgmu- sen og Gi ønlandshvalen blandt Pattedyrene, mellem Kolibrien og den afrikanske Struds, eller, for at tage et Eksempel indenfor en snævrere Gruppe, mellem de statelige Herkules- og Goliatbiller og de uanselig smaa Barkborere og Svampe- biller. Ikke mindre forbausende er, indenfor Krebsdyrenes Gruppe, Forskellen mellem vore Dammes almindelige Vandlopper, hvis Størrelse næppe er som Knap- penaalshoveders, og den her afbildede japanske Kæmpekrabbe, hvis Klosakse spænder over en Afstand af fem Meter! Det samme Vand, der huser dette Uhyre, er ogsaa Opholdssted for andre Krebs, der er lige saa smaa eller endnu mindre end vore Dammes Vandlopper. Det er her som saa ofte i Livet: Modsætningerne mødes. Vort afbildede Eksemplar — der er det største hidtil fundne — er en Gengivelse af en Kæmpekrabbe, som den tyske Zoolog Doflein for faa Aar siden hjembragte til Munchens Museum fra en Østasiens-Fart. Han fandt den nær ved Indløbet til Tokio, i Sagami-Bugten, der ved undersøiske Højderygge og Barrierer er afgrænset fra det aabne Hav, og som rummer en i mange Henseender interessant »Stille- vands-Fauna«, hvis typiske Former viser udpræget Tilpasning til den Ro og ufor- anderlige Stilhed, der selv paa kun middelstore Dybder hersker i saadanne af-