Universets Undere
1. Bind

110 UNIVERSETS UNDERE grænsede, næsten lukkede Vande. — Doflein, hvis Rejseskildring vi her benytter, fik ret ofte disse Stillevandsdyr op i sin Baad, saa spillevende og i saa god Kon- stitution, at han kunde have dem gaaende i Akvarier og Bassiner Dage i Træk og derved fik udmærket Lejlighed til at iagttage dem. Morsomt var det at se, hvor forsigtigt de entrede hen over Koraller, Søpindsvin og andre Medbeboere af Akvariet. Ingen af dem kunde dog i grotesk Udseende og i yderliggaaende Tilpasning til Liv i absolut roligt Vand overgaa de med vore Troldkrabber beslægtede Kæmpe- krabber (Macrocheira Kaempfferi). »Med deres mægtige Klosakse«, skriver Dof- lein, »forekom de ved første Øjekast én ligefrem skrækindjagende, og man tænkte sig uvilkaarligt, at det for disse Uhyrer maatte være en let Sag at overfalde og overmande badende Mennesker. Men som ægte »Stillevandsformer« er de magtes- løse, saa snart de kommer i Vand, der er i Bevægelse; og fuldstændig hjælpeløse og ude af Stand til at bære deres eget Legeme bliver de, naar man tager dem op Vandet og sætter dem i fri Luft«. Om et Eksemplar, som Dofleins japanske Fi- skere havde fanget og bragt levende ind til hans zoologiske Undersøgelsesstation, fortæller han: »Vi bandt Kæmpedyret fast til en Ring paa en af Baadene og lod den promenere omkring paa Havbunden inde paa Stranden. Der spankulerede den om som et sælsomt Spøgelse, — en fantastisk Skildvagt i Fjordens grønne Vand, hvorigennem den stærkt røde Marmorering paa dens Ben fortonede sig. Saa snart Vinden imidlertid blot rejste den mindste Bølgegang, formaaede den næppe at holde sig paa Benene og dinglede usikkert hid og did«. Ved sin udprægede Tilpasning til absolut Ro er denne Kæmpekrabbe et typisk Eksempel blandt en hel Række Dyreformer, der tilhører mange forskellige syste- matiske Afdelinger, men som i biologisk Henseende alle er udviklede i Forhold til en og samme fælles Livsbetingelse: roligt, ubevægeligt Vand, hvori Bølgegang og Strømninger ikke griber forstyrrende ind i deres Tilværelse. Da Havets Bølgebevægelse som Regel er ringe allerede i 30—50 Meters Dybde, danner denne Slillevands-Fauna en interessant Overgang mellem Kystfaunaen og den egentlige Dybhavsfauna, med hvilken den har mange, men langtfra alle, Tilpas- ninger tilfælles — og som den maaske, naar alt kommer til alt, overgaar i Form- rigdom. Hidtil var Forholdet jo som Regel det, at de grundigst og ivrigst undersøgte Dele af Havene har været de lavvandede Kyststrækninger og de meget store Dyb- der, hvor man derimod har lagt Vægt paa ogsaa at foretage Indsamlinger paa middeldybe Vandlag, har Udbyttet i Almindelighed været nok saa rigt som helt nede paa de mægtige Dybder, der maaies med Tusinder af Meter. HVALØGLEN ONGERIGET Wtirtemberg er vel ikke noget stort Land, men for den, der stu- J-V derer Fortidsdyrene, er det maaske alligevel det vidunderligste Land i Ver- den. Grunden hertil er den, at hvor nu Wtirtemberg og den vestlige Del af Bayern ligger, har der i et langt Tidsrum af Jordens Historie, i dens Middelalder, været et Hav, hvori Koraller byggede deres Rev, og hvori mange af de Dyr levede, der som vi skal se Eksempler paa i dette Værk — udfylder Huller og undertiden danner overraskende smukke Bindeled i Livsformernes Udviklingskæde. Dette Hav, der særlig i Middelalderens mellemste Afsnit, Juratiden, dækkede det meste af Wtirtemberg, stod gennem den nuværende Donaudal i Forbindelse