Universets Undere
1. Bind

HVALØGLEN 111 med den ungarske Slettes tidligere Havbækken og med Sortehavet og det kaspis e Hav. Jordlagenes Forsteningsrigdom viser, at »Jurahavet« i en ganske usædvan ig Grad vrimlede med Fisk, Blæksprutter og en Mængde andre Dyr, der kunde afgive rigelig Føde for store, kødædende Krybdyr, som skarevis gennemjog dets Vande og drev et graadigt Rovfiskeri. T , Jordlagene fra den Tid fortæller selv herom i et Sprog, der er let at tyde. Ve naturlig Død eller nu og da ved en eller anden indtrædende Katastrofe, hæftige Paalandsorkaner eller pludselige Skred af Kystklinterne, begravedes Dyrenes Lig i Mudder og Ler, der i Tidens Løb hærdnedes til Skifer og en Slags naturlig e- mentsten, som atter dækkedes af senere Aflejringer. Vidtstrakte Dele af Wurtem- berg er derved bievne store Katakomber, hvori en Mængde Fortidsdyrs Restei er bevarede for Forskningen. I nogle Tilfælde kunde det middelalderlige Ler under HVALØGLENS SKELET. Halehvirvlernes i Teksten omtalte karakteristiske »Knæk«, skraat nedad, ses tydeligt. Ligeledes Luffernes Skelet og; Øjehulens Ring af Benplader. sin Hærdning til Sten endog danne en saa fuldendt Støbeform om Dyret, at man ved at udfylde Formen med Gips faar en Afstøbning, der indtil de mindste Enkelt- heder gengiver deres Udseende. Dette har i ganske særlig Grad været Tilfældet for de Dyrs Vedkommende, vi her skal omtale. Af de Fund, der er gjort i Wiirtemberg og ogsaa i England og i Nordamerika, kan man slutte, at Hvaløglerne har været en ejendommelig Krybdyrgruppe, som udvikledes allerede ved Middelalderens Begyndelse og sandsynligvis nedstammer fra nogle meget primitive Urkrybdyr, der var beslægtede med Oldtidens salaman- deragtige Padder. Endnu er dette Slægtskab dog uopklaret; kun ved man, at de ældste Hvaløgler, Triastidens Former, langtfra var saa glimrende tilpassede som Jura- og Kridttidens; deres Lemmer var mere langstrakte, og Knoglerne den var ikke saa intimt forbundne som i de korte, finnelignende Luffer hos de geologisk yngre Former. Hvaløglerne maa altsaa efterhaanden have undergaaet en Udvikling og Omdannelse fra Land- til Vanddyr, der har svaret til Hvalernes Afstamning fra landbeboende Pattedyr. Efterhaanden blev de selv hvallignende Havdyr, svingende i Længde mellem en og en halv Snes Meter og derover, nærmest mindende om Delfiner, men — som allerede Cuvier fremhævede — i Virkeligheden en forunder- lig Sammenblanding af mange forskellige Dyreformers Træk: »Delfinens Snude, Krokodillens Tænder, Øglens Hoved og Bryst, Hvalens Finner og Fiskenes virv er«. Fuldt korrekt i Enkelthederne er denne Sammenstilling vel ikke, men i e s ore