Universets Undere
1. Bind

HVALØGLEN 115 Senere hen, mod Middelalderens Slutning — i Kridttiden — ophørte Hvaløglerne at være Havenes grumme og frygtede Beherskere. Ikke blot aftog de i Størrelse, men, hvad der er mere afgørende, der indtraadte en betydelig Forandring i deres Føde. Fra at have været tandstruttende Grovædere, for hvem intet andet Havdyr kunde føle sig trygt, reduceredes de efterhaanden til tandløse, forholdsvis uskade- lige Krybdyr — en degenereret Slægt, der beskedent maatte nøjes med at jage efter Smaadyr, hvor deres Forfædre havde flænset i blodig Filet af Stør, Hajer og andet Storvildt. Ogsaa heri viser der sig en mærkelig Parallel med den Dyregruppe — Hvalerne, — der, skønt udsprunget af en helt anden Stamme, skulde blive Hvaløglernes Arv- tagere og Efterfølgere, biologisk set. Udviklingshistorisk har de to Grupper jo in- tet med hinanden at skaffe, ud over det almindelige Afstamningsslægtskab mellem Pattedyr og Krybdyr. Derimod kaster de før omtalte Fosterfund et interessant Strejflys over Hval- øglernes egen Udviklingshistorie. For nylig er der nemlig i Wiirtemberg — ved Holzmaden — fundet et, en halv Meter langt Hvaløglefoster, hvorpaa Professor Fraas har iagttaget, at Halefinnens øvre Flig endnu ikke,, som paa senere Alders- trin, var vokset sammen med den nedre Flig. Denne Adskillelse genfinder man imidlertid som blivende Træk hos de udvoksne Individer blandt Triastidens ældre Stamformer, og det giver saaledes en ny Bekræftelse paa Rigtigheden af den be- rømte »biogenetiske Grundlov«, at Individets eller Fosterets Udvikling mere eller mindre nøjagtigt afspejler Stadier i Slægtens forudgaaende Udvikling. EN FISKENDE FISK En af Havets mærkeligste Fisk er den, der fører Dobbeltnavnet Havtaske og Bredflab. »Havdjævel« titulerer Tyskerne den rent ud, vel med dens næsten fantastisk uhyggelige Ydre som Motivering, medens Englænderen ser paa de sports- lige Egenskaber og kalder den »Snørefisker« (Angler) og »den medende Frø«. Den sidste Benævnelse er naturligvis i høj Grad uvidenskabelig, eftersom Dyret i syste- matisk Henseende har lige saa lidt med Frøer at skaffe som en hvilken som helst anden Benfisk; men for saa vidt er Navnet malende, som dets hele Fysiognomi ved sit Misforhold mellem det vældige, brede og flade Hoved og den spinkle Hale unægtelig snarere henleder Tanken paa en kæmpemæssig Haletudse end paa en Fisk. Hvad der vel især maa vække Interesse ved Havtaskens Bygning, er de lange, elastiske og meget bevægelige frie Rygfmnestraaler, der stikker til Vejrs fra Ho- vedets Overside, og hvoraf navnlig den forreste, der er rykket helt frem paa Snu- den, minder om en Medestang og ogsaa altid bliver sammenlignet dermed, — vi skal straks se, med hvilken Ret. En i Vandet frit flotterende Hudflig ude paa dens yderste, tynde Spids kommer da til at svare til Madingen paa Fiskesnøren. Blot et Blik paa vore Fotografier viser, at Havtasken ikke er bygget efter Hur- tigsvømmer Typen. Det vilde være den i lige saa høj Grad umuligt at flygte fra en Forfølger, som selv at erobre sit Bytte ved Forfølgelse. Dens runde, bredbougede Forende minder i Linjerne mere om en Pram end om en Kapsejler, og i Overens- stemmelse dermed har den da ogsaa valgt sig en sat og rolig Livsførelse nede paa den stenede, tangbevoksede eller mudrede Havbund, hvor den lader Omgivelserne 15*