Universets Undere
1. Bind

114 UNIVERSETS UNDERE Huden mindede ved sin Nøgenhed om en Delfins. Der er i den seneste Tid — ved Holzmaden i Wiirtemberg — fundet saa fortrinlige Eksemplarer af Hvaløgler, at baade Hudfinnernes, Luffernes, ja hele Dyrets ydre Hudomrids er saa fuldkom- ment bevarede i Skiferen, at man paa denne bogstaveligt kan se Dyret for sig uden at behøve at ty til en Rekonstruktion som den, vort Helsidesbillede viser. Men det er ikke blot det Ydre, Formen, der hos Hvaløglerne er bibeholdt i den Grad nøjagtigt paa Skiferpladerne, at Dyrene, som Professor Fraas siger, ser ud, som om de var »lagt paa et Præparerbræt«. Ogsaa om deres Indre og om deres Liv fortæller Stenene en hel Del — maaske mere, end det er Tilfældet for noget andet Fortidsdyrs Vedkommende. At Hvaløglerne har aandet ved Lunger og ikke paa Fiskevis ved Gæller — som deres videnskabelige Navn Ichthyosaurier (ordret: »Fiskeøgler«) kunde lade for- mode — fremgaar dels af Mangelen af Gællebuer i de opbevarede Skeletter, dels af Tungebenenes Form. — At deres Tarm har haft en lignende indvendig Spiralfold som hos Nutidens Stører og Hajer, kan man se paa den spiralvundne Form af de- res, i store Masser fundne, forstenede Ekskrementer eller — som den Art geologiske Efterladenskaber kaldes — Koproliter. Ved Slibning viser disse »Gødningssten« sig forøvrig saa smukt marmorerede, at de har faaet en ret betydelig kunstindustriel Anvendelse som Smykkesten til Brevpressere, Rejsesouvenirs og andet »Nips«. Unægtelig en original Oprindelse for Nipssager! Marmoreringen skyldes netop Koproliternes blandede og brogede Indhold af Fødens ufordøjelige Dele — Skaller, Knogler, Skæl, Fiskeben o. s. v., — hvoraf man den Dag i Dag saa tydeligt som af et Menukort kan læse sig til, hvad der for Millioner af Aar tilbage var en Hval- øgles daglige Kost. Hovedretten, Menuens piéce de résistance, har været Blæk- sprutter, især de saakaldte Belemniter eller Vættelys-Blæksprutter, der var beslæg- tede med den nulevende ti-armede Sepia-Blæksprutte. Med hvilken Graadighed Jurahavets Hvaløgler har kunnet fraadse i disse Dyr, fremgaar med slaaende An- skuelighed af, at man i een, ganske vist større, Hvaløgles Tarmudtømmelse har fundet ufordøjede Levninger af over 200 Vættelys-Blæksprutter! Hvis dette Individ da ikke tilfældigvis i nogen Tid har lidt af Forstoppelse, maa det jo siges at være et imponerende Restlager fra en enkelt Fordøjelsesproces’ Omsætning. Forsteningsresterne kan imidlertid ikke alene oplyse os om Hvaløglernes Diæt — hvis man om saa graadige, lidet kostvragende Væsener kan bruge dette Ord; — ogsaa et vigtigt Træk i deres Forplantning er overleveret til Efterverdenen. Man har nemlig været saa heldig at finde Skeletter, hvori der mellem Bugribbenene laa indesluttet indtil otte fuldbaarne Fostere, saa ubeskadigede, at de ikke kan for- veksles med de smaa Hvaløgler, som de større Former ganske vist gerne delika- terede sig med, naar Lejlighed gaves, og hvis Rester man kan finde i Koproliterne. Men de her omtalte smaa Individer har et ganske uberørt Udseende og har ab- solut ikke været Bytte for en stor Hvaløgles tandvæbnede Kæber eller Genstand for nogen Nedsvælgningsproces. De interessante Fund af saadanne drægtige Hval- øgler viser yderligere Tilpasning til Havliv fjernt fra Kyster, hvor Æg ikke kunde anbringes, og godtgør med Sikkerhed, at disse Dyr i Modsætning til de fleste an- dre Krybdyr var levendefødende, om end kun under den uden for Pattedyrenes Klasse almindelige Form, at Ægskallen brast allerede i Moders Liv, kort forinden Fødselen, og at Ungen, naar den saa Dagens Lys, var fuldt udviklet til straks selv at overtage sin Rolle i den Kamp for Tilværelsen, der udkæmpedes i Jurahavets aabne Vande, under hensynsløs og grisk Jagen — ofte mellem Frænder indbyrdes.