Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
HVALØGLEN
113
og hele giver den et rammende Indtryk af Hovedtrækkene i Hvaløglens Fysiogno-
mi, der, saa uensartede de end synes, dog alle er prægede af een fælles Harmoni,
een iøjnefaldende Grundlov: den mest fuldendte Tilpasning til hurtig Jagen efter
Bytte i rum Sø.
Allerede Hovedets Skeletbygning viser dette. Den smækkert tilløbende Snude
var som støbt til at kløve Vandmasserne og gav samtidig Plads for en rigelig Be-
væbning med spidse Fangtænder. Hjernehulen har, som hos alle Datidens Kryb-
SKIFERSTYKKE MED BUG- OG BAGLUFFESKELET AF EN HVALØGLE
Mellem Ribbenene skimtes Skelettet af en Hvalogle-Unge. For neden ses Brudstykker af to andre Unger.
dyr, kun været lille; Øjehulerne var derimod, meget store og dækkedes af en Ring
af Benplader, der under Dyrets rasende Fart beskyttede Synsorganerne mod Van-
dets Pres. I direkte Forlængelse af Hovedet ses Hvirvelsøjlen, uden nogen Hals
som Bindeled, mellem Hoved og Krop — ganske den samme Tilpasning som hos
Hvalerne, — og Rygraden fortsætter sig jævnt i den lange Hale. Et Knæk, skraat
nedad, af dennes bageste Del gav en Tid lang Anledning til den Tro, at de fundne
Dyr var omkomne ved Brud paa Hvirvelsøjlen; men gennem Undersøgelser af
Professor Fraas i Stuttgart — hvis Fotografier her er benyttede — paavistes det,
at Rygradens sidste Afsnit hos det levende Dyr normalt var bøjet nedad, til Støtte
for Halefinnens nedre, noget større Flig. Foruden herved afviger Halefinnen fra
Hvalernes ved ikke at ligge vandret, men være lodret opstaaende som hos Fiskene.
Ben- eller Bruskstraaler var der imidlertid hverken i Halens eller Ryggens Finne.
De var udelukkende Forlængelser af den tykke, læderagtige Hud. Ogsaa selve
Universets Undere.