Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
HVALØGLEN 113 og hele giver den et rammende Indtryk af Hovedtrækkene i Hvaløglens Fysiogno- mi, der, saa uensartede de end synes, dog alle er prægede af een fælles Harmoni, een iøjnefaldende Grundlov: den mest fuldendte Tilpasning til hurtig Jagen efter Bytte i rum Sø. Allerede Hovedets Skeletbygning viser dette. Den smækkert tilløbende Snude var som støbt til at kløve Vandmasserne og gav samtidig Plads for en rigelig Be- væbning med spidse Fangtænder. Hjernehulen har, som hos alle Datidens Kryb- SKIFERSTYKKE MED BUG- OG BAGLUFFESKELET AF EN HVALØGLE Mellem Ribbenene skimtes Skelettet af en Hvalogle-Unge. For neden ses Brudstykker af to andre Unger. dyr, kun været lille; Øjehulerne var derimod, meget store og dækkedes af en Ring af Benplader, der under Dyrets rasende Fart beskyttede Synsorganerne mod Van- dets Pres. I direkte Forlængelse af Hovedet ses Hvirvelsøjlen, uden nogen Hals som Bindeled, mellem Hoved og Krop — ganske den samme Tilpasning som hos Hvalerne, — og Rygraden fortsætter sig jævnt i den lange Hale. Et Knæk, skraat nedad, af dennes bageste Del gav en Tid lang Anledning til den Tro, at de fundne Dyr var omkomne ved Brud paa Hvirvelsøjlen; men gennem Undersøgelser af Professor Fraas i Stuttgart — hvis Fotografier her er benyttede — paavistes det, at Rygradens sidste Afsnit hos det levende Dyr normalt var bøjet nedad, til Støtte for Halefinnens nedre, noget større Flig. Foruden herved afviger Halefinnen fra Hvalernes ved ikke at ligge vandret, men være lodret opstaaende som hos Fiskene. Ben- eller Bruskstraaler var der imidlertid hverken i Halens eller Ryggens Finne. De var udelukkende Forlængelser af den tykke, læderagtige Hud. Ogsaa selve Universets Undere.