Universets Undere
1. Bind

EN FISKENDE FISK 117 skjule det meste af sin uformelige Krop og indskrænker sin Aktivitet til at spærre den uhyre Mund paa vidt Gab og vippe »Medetøjet« frem, saa at »Madingen« holdes dinglende over den store Rusefælde. I denne sin vanlige Yndlingsstilling hylder Bredflaben ubetinget den tvivlsomme Leveregel, at alle Livets Goder af sig selv nok skal komme til den, der blot har Taalmodighed til at vente; og for et Væsen, der ikke stiler højere end at føre et passivt Driverliv, naar blot Mavens Krav tilfredsstilles, kan Valgsproget for saa vidt være godt nok. Det viser sig da ogsaa, at snart en, snart en anden Fisk, der lusker rundt paa Rov i Tang-Junglen, ser Hudfligen spille i Vandet og svømmer nærmere. Blot en let strejfende Berøring er da tilstrækkelig til, at »Madingens« fine Nerver øjeblikkelig sender Melding til EN HAVTASKE SET FRA SIDEN. det gabende Uhyres Hjerne, at »der er Bid«. Med et kraftigt Snap smælder Kæbe- buen lynsnart sammen, og den uheldige Fisk er sikkert forvaret i Gabets rumme- lige, vadsæklignende Gem. Ogsaa Lemmernes — Bryst- og Bugfinnernes — Bygning svarer til Havtaskens indolente, lumske Livsvaner. Egentlig ligner de langt mere Luffepoter end rigtige Fiskefinner, indhyllede, som de er, i en Vante af tyk Hud og vendt ud til Siden som korte Arme, hvormed Havtasken skubber sig frem i en saa snigende Kravlen, at den ikke bortskræmmer et muligt Bytte. Yderligere formindskes Faren herfor ved, at den nøgne Hud langs Underkæbens og Legemets Sider danner olivenbrune, tangbladlignende Flosser og Flige, der i Forening med Oversidens graabrune Grund- tone og mørke Marmorering udmærket hjælper med til at maskere og skjule det undertiden næsten to Meter lange Uhyre, saa at det i sin Lurestilling snarere lig- ner en tangbevokset Rullesten end et levende Dyr. Havtaskens »Medestang« — den forreste Rygfinnestraale — er indleddet paa Snudespidsen ved en kompliceret Forbindelse, der tillader fri Bevægelighed i alle