Universets Undere
1. Bind

 SKOVSØENS DYKKERE 131 snildere Nabo.« — Ogsaa en helt anden Art Kampe og Intriger udspindes der nede under den stille Vandflade; men de har en ædlere Bevæggrund — Trangen til at erobre den udkaarede. Er disse Parringskampe vel overstaaet, følger i nogen Tid et Samliv, der er mere idyllisk, end det plejer at være blandt de stridbare Edder- kopper, hvis Hunner oftest er herskesyge Xanthipper, der gør kort Justits med deres af Naturen underlegne Gemaler og ret hyppigt æder dem, saa snart de har smagt Elskovens første Sødme. Blandt Vandedderkopperne derimod er den ægte- skabelige Moral betydelig bedre. Hverken Brudenattens eller Hvedebrødsdagenes Fryd forstyrres ved skumle Hensigter, og Hannen — der her rigtignok ogsaa er sin Mage jevnbyrdig i Størrelse, og mere til — opslaar frygtløs sit Bo ved Siden af Hunnens og forbinder de to Rum med en Korridor, saa at Ægteparret kan af- lægge hinanden gensidige Besøg i den silketapetserede Lejlighed. Senere, naar Hvedebrødsdagene afløses af Moderpligterne, ophører dog dette intime Samliv. Hannens Jagtinstinkter vaagner igen, og han begynder et omflakkende Bohémeliv, medens hun sidder forladt tilbage i sin Rede og bevogter det Halvthundred Æg, der blev hendes Medgift, og som hun, omhyggeligt indspundne, har hængt op under Loftet — det sikreste Sted i Klokken, i hvis Munding forneden hun selv holder Vagt, kun afbrudt af en lille Razzia for at stille sin Sult, eller et Svip til Vejrs for at hente en Portion Luft til det Brudeværelse, der nu er i Færd med at omskabes fra en sorgløs Elskovs Krystalhimmel til et overfyldt Barnekammer. Hendes Moderkærlighed belønnes. Naar de smaa Unger omsider har faaet Lov til at slippe bort fra det trange Hjem for at stige op og besørge deres første Hud- skifte, glemmer de ikke den mødrene Arne, men vender tilbage som en Sværm smaa, sølvblanke Perler, der i dens Nærhed grunder en hel Koloni af smaabitte Dykkerklokker. Et senere Sommerkuld af Æg overvintrer derimod i Moderklokken; og er Mo- deren selv ikke død forinden, gaar hun om Efteraaret i Dvale der nede under Van- det, enten i sin Klokke eller i en Vaarfluelarves tomme Hylster, en Snegleskal eller et andet godt Skjul, der fyldes med Luft og tilspindes omhyggeligt. -------Næste Foraar tager saa Livet fat igen med sine Sorger og Glæder, men frem for alt med sin aldrig ophørende Kamp for i det hele taget at kunne faa Vej- ret midt i det fjendtlige Element, hvori disse Dyr, som ved et Lune af Naturen, er dømt til at leve og — aande. For intet andet Væsen gælder saa bogstaveligt — men her rigtignok med Under- forstaaelse af noget meget skæbnesvangert — det sangvinske Motto: Dum spiro, spero — Saa længe jeg aander, haaber jeg! NATTENS' DRONNING Ide »rare gamle Dage«, da Forstaaelsen af Naturens Skønhed som et nyttigt Led i dens Hensigtsmæssighed kun dæmrede i de færrestes Bevidsthed, og det store Flertal levede i den selvforherligende, glade Tro, at Blomsternes Farve og Duft var til for Menneskenes og ikke for Planternes egen Skyld — i disse svundne Tider maatte »Nattens Dronning« synes en ufattelig Anakronisme, der slet ikke var til at bringe i Harmoni rued det gængse Syn paa Naturen. En Blomst, der kun aabner sin Skønhed om Natten — endda kun en eneste kort Nat, — hvem skulde vel den glæde? Skulde dens Skønhedsaabenbaring være en ufortjent Belønning til dem, 17* ■