Universets Undere
1. Bind

EN ÆGSPISENDE SLANGE 185 den her omtalte Slange. Naar den vil sluge et Æg af forholdsvis betydelig Stør- relse, udfolder den under en Række Kropvridninger et Arbejde, der minder om det, man har med at trække en ny, stram Handske paa. Her er det blot omvendt: det er Slangen, der selv skyder sig hen over Ægget efter først at have gjort det glat ved rigelig Spytafsondring, og altid angribende det fra den spidse Pol. Egent- lig behagelig synes denne Indledning til Maaltidet ikke at være for Slangen — efter dens hele urolige Optræden at dømme. Nu vilde de fleste Dyr være ret hjælpeløst stillede, naar en saadan fast og haard Ting som et Hønseæg sad indeklemt i Spiserøret; men denne Slange har en ganske speciel Mekanisme, der hjælper den ud over Vanskeligheden — nemlig nogle torn- taplignende Udvækster paa Hvirvlernes Underside, der hos andre Slanger ligger skjult i Muskulaturen, men her stikker deres Spidser ind i selve Spiserøret. Disse HOVEDETS OG FORKROPPENS SKELET HOS DEN ÆGSPISENDE SLANGE, DASYPELTIS SCABRÅ. Til højre ses de i Spiserøret fremspringende nedre Hvirveltappe, hvormed de slugte Æg knuses. Spidser er tilmed, beklædt med en emailleagtig, haard Substans og danner saaledes en Slags Sav, som, ved Hjælp af særlige Muskler, gennemfiler og knuser Ægget paa dets Vej gennem Spiserøret. I det Øjeblik, det knuses, forsvinder den store Knude, det dannede paa Slangens Krop, og Dyret antager normal Form. Hensigtsmæssigheden ved denne ejendommelige Tilpasning og Behandlings- maade af Æggene ligger naturligvis deri, at da Skallens Knusning først foregaar inde i selve Tarmkanalen, kan der ikke gaa den mindste Draabe af dens nærende Indhold til Spilde. KÆMPEØGLEN MED ANDENÆB MAALT med en Kæmpeøgles Maalestok var Andeøglen (Trachodon) et ret beskedent Dyr; den blev nemlig som Regel »kun« en halv Snes Meter lang og ca. 4 Meter høj. Alligevel er det en Beroligelse for den Badende, at dette, i og for sig fredsommelige, planteædende og lidet hjernebegavede Væsen ikke mere gør vore Søer usikre. Vort Kendskab til denne middelalderlige Dyretype skyldes de sidste Fyrretyve Universets Undere. 24