Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
186 UNIVERSETS UNDERE Aars Fund i Nordamerikas Kridttidslag og har for nylig faaet en særlig værdifuld Forøgelse ved, at man i Kansas har været saa heldig at finde et Eksemplar, hvor — som Figurerne Side 187 viser — ikke blot Skelettet er omtrent fuldstændigt, men tillige en større Del af Huden er opbevaret og er i saa god Behold som paa nogen ægyptisk Mumie.Den viser, at Dyret har SKELETTER AF ANDEØGLER (TRACHODON). 3Vä—4 m høje og ca. 10 m lange, planteædende Kæmpeøgler, der levede i Middelalderens Slutning (Kridttiden). haft et vortet Panser, bestaaende af en Mængde smaa, ure- gelmæssige Benknu- der, der var over- trukne med et tyndt Hornlag — omtrent som hos Nutidens Krokodiler, men af mindre regelmæssig Bygning. De i Sam- menligning med For- lemmerne meget lan- ge og stærke Bagben bærer tre store, klo- eller hovvæbnede Tæer og har, ligesom hos Kænguruerne, været Dyrets væsent- ligste Bevægelsesred- skaber paa Landjor- den, medens de smaa Forlemmer sandsyn- ligvis blev benyttet dels til at føre Føden op til Munden, dels til at støtte paa under Græsningen. Den kraftige, sammen- trykte Hale maa have været et fortrinligt Svømmeredskab og er paa Land bleven benyttet paa lignende Vis som Kænguruens. Legemets oprejste Stilling maatte kræve en stærk Udvikling af Halerodens og Lændens Muskler; og disse har haft Senebaand saa haarde som Staal, men mere bøjelige end nogen Staalfjeder. Saadanne forbenede Senebaand har man da ogsaa fundet i stor Mængde paa Skelettet. Mærkeligst hos dette Dyr var Hovedet. At dets Hjernehule, som hos alle Kæmpe- øgler, var uforholdsmæssig lille og Dyrets Begavelse derfor sikkert meget ringe, er ikke overraskende. Hvad der bestemmer Hovedets Fysiognomi, er frem for alt det »Næb«, hvis Form har skabt Navnet »Andeøgle«. Hos en hel Række af den senere