Universets Undere
1. Bind

NÆBDYRET 189 ved Række, tæt sammenstødende, sidder her Tusinder af smaa, dolkformede Tæn- der indkilede mellem hverandre som en tæt Mosaikbelægning. Alene i Overkæben har man talt over 2000! Dog benyttedes hele denne Tandvæbning ikke samtidig; kun de paa Skærekanten siddende var i Brug, og naar de blev slidt op, faldt de ud og erstattedes af den næste Række. Saaledes kunde en næsten endeløs Rækkefølge af Tænder afløse hinanden. Hele denne Tandhær var udmærket egnet til at skære og hakke Græsstraa og Vandplanter i Stykker, medens det flade, skovldannede »Næb«, der dannedes af Kæbernes forreste, tandløse Parti, aabenbart blev benyttet til at snappe Planterne med. Som alle stærkt specialiserede Dyretyper maatte Andeøglerne dele Skæbne med deres Frænder blandt Kridttidens sent optrædende Kæmpeøgler og vige for mere alsidigt byggede Livsformer; men frem for alt er de sikkert ofte bievne et Bytte for de graadige Rovdyrøgler, som de kun har kunnet undslippe ved at tage deres Tilflugt til Vandet. NÆBDYRET SKULDE noget nulevende Dyr i særlig Grad fremhæves som et »Vidunder«, maatte det være det australske og tasmanske Næbdyr; — thi det er jo intet mindre end en sidste, levende Gengangerform blandt en Dyregruppe, der i længst svundne Tider dannede Overgangen fra Krybdyrene til Pattedyrene. Den, der tidligst bragte Meddelelse om dette sælsomme Dyr, var Englænderen Shaw, 1799; men først i Slutningen af det 19. Aarhundrede fik vi sikkert og nogen- lunde grundigt Kendskab til dets mærkelige Livsforhold. Aarsagen hertil var en dobbelt; dels er det endnu aldrig lykkedes at bringe Næbdyret levende til Europa; dels stillede Videnskabsmændene sig længe i høj Grad tvivlende overfor de Ind- fødtes gentagne Forsikringer om, at Næbdyr-Hunnen lægger Æg, som den udruger i en Hule i Flodbrinker. I Begyndelsen af Firserne rejste den engelske Zoolog Cald- well til Australien for at undersøge Sagen. Resultatet blev en Bekræftelse af de Indfødtes Erklæringer, idet Caldwell 1884 ved egen Iagttagelse kunde stadfæste, at Næbdyret virkelig lægger et Par bløde, tyndskallede, 1—l’A cm lange Æg, der an- bringes i et særligt Kammer for Enden af den lange Hule, Dyret graver i Flod- brinker. Naar Ungerne kommer ud af Æggene, bliver de ikke diede af Moderen paa sædvanlig Vis; Mælken tilføres dem ikke som hos andre Pattedyr gennem Brystvorter, men udvikles af nogle stærkt omdannede Svedkirtler og træder ud gennem talrige fine Hudporer paa Bryst og Bug, hvor den da opslikkes af Ungerne. Men dette er langtfra den eneste Mærkelighed hos Næbdyret. I dets Legems- bygning finder vi ved Siden af Pattedyrtræk — bl. a. Pungben, der viser Slægtskab med Pungdyrene — en Række Ejendommeligheder, der tydelig peger mod Krybdyr- °g Fugletypen. Saaledes er det voksne Næbdyrs Legemstemperatur betydelig rin- gere end de normale Pattedyrs og nærmer sig Krybdyrenes, og som et andet »la- vere« Organisationstræk kan anføres, at Tarm, Nyrer og Kønsorganer alle udmun- der i en fælles Aabning, den saakaldte Kloak, hvorefter den Orden, hvortil Næb- dyret og dets Slægtning Myrepindsvinet hører, har faaet det lidet velklingende Navn »Kloakdyr«. Ejendommelige er ogsaa Næbdyrets Tandforhold. Medens det voksne Dyrs Kæber ikke mere bærer Tænder, men omsluttes af brede Hornskeder, har det unge Næbdyr i Over- og Underkæben henholdsvis to og tre Par knudrede Kind-