Universets Undere
1. Bind

O U NÆBDYRET. 190 UNIVERSETS UNDERE tænder, og disse senere udfaldende Tænder viser paafaldende Lighed med Tæn- derne hos en i Juratiden udbredt, men allerede i den ældste Tertiærtid uddøende, meget primitiv Pattedyrtype (Allotherium), der stod dels Krybdyrene, dels Pung- dyrene nær. Til alle disse indre Ejendommeligheder kommer en Række mærkelige ydre Træk — det brede »Andenæb«, den, især paa Forfødderne, store Svømmehud og, hos Hannen, Bagbenenes spidse, bevægelige Spore, hvorigennem et ildelugtende Sekret udskilles; — alt bidrager til at give Næbdyret et saa barokt Udseende, at de første Skind, der kom til Europa, endog ansaas for orientalske Fantasiprodukter! I Ydre minder det henved en halv Meter lange Næbdyr nærmest om en kæmpemæssig, fed Muldvarp. Dets Pels bestaar af tætte, grove, brunlige Dækhaar, hvorunder der skjuler sig et Lag bløde, sølvgraa Uldhaar. Det lille Hoved med de højtsiddende, smaa Øjne er frem for alt karakteristisk ved sit brede Næb, der paa udstoppede Museumseksemplarer er haardt og sort, men hos det levende Dyr har en blegrød Kødfarve og er blødt og besat med talrige Følelegemer, saa at det danner et over- ordentlig fintmærkende Organ. Naar Næbdyret gaar om paa Landjorden, hvilket sandsynligvis ikke ret ofte sker, foldes Forbenenes brede, udstaaende Svømme- hudsbræmme tilbage under Fodsaalerne, saa at de kraftige Graveklør rager frit frem. Endnu mere udviklede er Gravekløerne paa Bagpoterne, hvor omvendt Svømmehuden er mindre udviklet. Hornnæbbet, der i de flestes Øjne vel er Næbdyrets mest paafaldende Ejen- dommelighed, er en rent ydre Tilpasning, som i Virkeligheden har underordnet Interesse, sammenlignet med Æglægningen og de Tandforhold og Bygningstræk,