Universets Undere
1. Bind

SPRØJTEFISKEN ELLER »SKYTTEN« 195 SPRØJTEFISKEN ELLER „SKYTTEN" AT der er Fisk, som »flyver« i Luften, og Fisk, som »klatrer« paa Træer, kan nok vække Forundring; men mere endnu forrykkes Begrebet Fisk, naar vi hører, at der indenfor denne Dyreklasse findes en Art, der driver virkelig Jagtsport og kan skyde til Maals med en Sikkerhed, som mangen en Fugleskydningsdeltager kunde ønske sig. Skytten blandt Fiskene har tilmed den Fordel fremfor den to- benede Jæger, at dens Ammunition er ubegrænset, og at den blot behøver at aabne Munden for at lade sin Bøsse. Jagtbyttet er Fluer og andre Smaainsekter, der, bedst som de sidder og soler sig paa et Blad, en Meter eller halvanden over Vandfladen, rammes af en fin Straale, styrter fortumlede, hovedkulds ned — og i næste Nu nappes af den listige Jæger. Vi maa til Orientens Vidunderlande for at træffe denne mærkelige Fisk — til Bagindien og de ostindiske øer, i hvis ferske Vande den udfolder sin Jagtfærdig- hed. Selv tilhører den Skælfinnefiskenes Familie, hvis Hjem ellers er de tropiske Haves Koralrev, og hvis Medlemmer er berømte for deres straalende Farvepragt og zoologisk kendetegnede ved Skælbeklædningens Fortsættelse ud paa de upar- rede Finner. Sammenlignet med sine Frænder bærer Sprøjtefisken en meget be- skeden, graagrøn Dragt, og da den desuden kun bliver en Snes Centimeter lang og har ret almindelig Fiskeform, er der i dens Ydre absolut intet paafaldende. Naar den alligevel nyder og i lange Tider har nydt den tvivlsomme Glæde at være en af Javas og Bagindiens mest yndede Akvariefisk, kan den udelukkende takke sin Jægerfærdighed herfor. Det har altid moret Malayerne at se den »skyde«, og det er egentlig mærkeligt, at de europæiske Forretninger med eksotiske Akvarie- fisk endnu ikke synes at have skænket en saa interessant og fornøjelig Art synder- lig Opmærksomhed. Anderledes paa Java, hvor man, efter en paa Iagttagelser støttet Beskrivelse, holder den i smaa Bassiner, »i hvis Midte en Stok rager omtrent 60 cm op over Vandet. Paa Stokken er der Trætappe, hvorpaa de til Næring tjenende Insekter let kan anbringes. Snart efter at dette er sket, viser de smaa Fisk sig, svømmer først rundt om Stokken og kommer da op til Overfladen, bliver rolig staaende paa samme Sted, fæstner en Tid lang Blikket paa Insektet, sprøjter pludselig nogle Vanddraaber efter det, slynger det ned, hvis Straalen ramte, og sluger det. . . Ved Udsprøjtningen høres en Lyd som fra smaa Vandsprøjter. Den Sikkerhed, hvor- med de sender Vandstraalen mod deres Offer, er beundringsværdig«. En europæisk Iagttager, der selv havde Sprøjtefisk i Akvarium, meddeler endog, at det skete »uden nogensinde at forfejle Maalet«. Hvorledes selve Sprøjtningen eller »Skyd- ningen« egentlig foregaar, er endnu ikke opklaret; kun saa meget er set, at Mun- den lukkes, og Kæben skydes frem som ved »Underbid«, naar Vandpistolen skal fyres af. At Sprøjtefisken ikke udelukkende lever af sin Jagt paa Landinsekter, men vist hovedsagelig ernærer sig paa almindelig fiskeborgerlig Vis ved at snappe mindre Fisk og de Smaadyr, der færdes i dens eget Element, er bl. a. godtgjort ved Under- søgelser af dens Maveindhold. Dens aparte Brug af Vandbøsse synes da nærmest at være Udslag af en Slags Sportstrang — en Jagt, der drives for Jagtens egen Skyld og ikke som et nødvendigt Middel til at tjene Føden. At der ved Sporten nu og da vanker en lille, lækker Dessert eller et Mellemmaaltid før det solidere 25*