Universets Undere
1. Bind

14 UNIVERSETS UNDERE i Oceanet, uden at flere eller færre Medlemmer indenfor den har Evne til at lyse. Dog kan man vistnok sige, at »Belysningstekniken« naar sin Kulmination i Udvik- ling og i Anvendelsesmaade hos Fiskene. At der, hvor Solstraalerne omsider taber sig i Dybets Mørke, maa eksistere an- dre Lyskilder, fremgaar paa Forhaand af Synsorganernes Udvikling hos Dybhavs- fiskene. Levede de i et evigt Mørke, vilde deres Øjne være betydningsløse og vilde forlængst være forsvundne eller kun at spore som svage Rester; men forholdsvis meget faa Dybhavsfisk er blinde, og langt den største Del har veludviklede eller paafaldende store Øjne, hvis indre Bygning viser megen Lighed med Uglers og an- dre Skumrings- og Natdyrs Øjne, d. v. s. er udviklede saaledes, at de opfanger det mest mulige af det sparsomme Lys, men til Gengæld kun giver et lidet skarpt Spejl- billede af Omverdenen. Vore Billeder vil bedre end Ord vække en Forestilling om den Mangfoldighed, der gør sig gældende i Lysorganernes Udvikling og Gruppering hos de forskellige Dybhavsfisk, med hvis latinske Navne vi ikke skal trætte Læseren. Hos nogle ind- rammer de som lange Lyslinjer Legemets Sider og Ryg, mindende om de oplyste Kahytsruder langs en Dampers Skrog; hos andre sidder de foran paa Hovedet og kaster Skæret fremefter som en Undervandsbaads elektriske Lyskastere; hos en enkelt rykker »Pæren« endog helt ud paa Snudespidsen og bæres som en Lampe foran Fisken. Lige saa mangfoldig Lysredskabernes Gruppering er, lige saa forskellig er deres Udvikling i Henseende til Teknik og Konstruktion. De kan træffes i alle Grader — fra et simpelt Hudkirtelvæv, der udskiller en slimet, lysende Masse, til Organer, der saa skuffende ligner Øjne, at de tidligere blev antagne derfor, skønt deres Vir- kemaade netop er den modsatte, — ikke at opfange og indsamle, men at udstraale Lys. Deres klare, gennemsigtige Linser kan være omsluttede af et sort Pigmentlag, der virker som Reflektor, og denne Blændlanterne kan ved særlige Nervetraade være saaledes forbundet med Fiskens centrale Nervesystem, at den kan tændes eller slukkes efter Fiskens egen Vilje — som en af de elektriske Pærer i vore Stuer. At det virkelig er Lysredskaber, viser ikke blot deres Bygning, sammenlignet med de Organer, vi af Selvsyn kender og har undersøgt hos lysende Dyr paa Landjor- den, men det fremgaar til Overflod deraf, at man i enkelte Tilfælde har været saa heldig at faa lysende Dybhavsdyr halet op i endnu levende Tilstand, saa at man har kunnet lade dem svømme om i Akvarier i mørke Rum, hvor man da i Ro og Mag kunde nyde deres Illuminations Pragt. Et stort Spørgsmaal bliver nu tilbage: Hvilken Betydning har egentlig disse Lys- redskaber? At de i saadanne Tilfælde, hvor de sidder paa Hovedet, tæt ved Øjnene eller ude paa Snudespidsen, kan gøre udmærket Nytte som Lyskastere, ved hvis Hjælp Byttet opsøges, er utvivlsomt. Men mere gaadefuld bliver deres Betydning hos de mange Fisk, der har dem anbragt langs Kroppens og Halens Sider eller endog paa Bugen eller paa Finnestraalerne. Muligvis er de Lokkemidler, der tiltrækker en hungrig Rival; men da gælder det unægtelig for den lokkende Part om i Tide at kunne blænde eller slukke sit Lys, at ikke den selv skal gaa i Rivalens Gab! At der derude mellem Dybets Beboere raser en skarp Konkurrence og en blodig Kamp for Tilværelsen, fremgaar tilstrækkelig tydeligt af deres hele Bygning: De lange, spidse og krumbøjede Fangtænder, der kan virke som en Ruse og klappes tilbage som Knivsbladet i Skeden, naar Munden skal lukkes, — det mægtige Gab og ud-