Universets Undere
1. Bind

SVANEØGLEN 223 Kød og Blod og indpuster det Liv: »Et sælsomt Dyr dukker frem for vort indre Blik, halvt Skildpadde — dog uden Panser — halvt Søslange og Havdrage. Kroppen var kort og sammentrængt, med store, slanke Luffer, som hos Nutidens Havskild- padder. Fortil løb den ud i en lang Hals med et lille, skarptandet Hoved, bagtil i en stor Hale, der tjente som Ror. Kæbernes Bevæbning med lange, spidse Tænder tyder paa, at vi har et grumt Rovdyr for os, der utvivlsomt ryddede godt op mel- lem Havets Fisk og fede Blæksprutter. De store Luffer satte jo desuden Dyret i Stand til, ligesom Havskildpadderne, at skyde lynsnart gennem Vandet og opsnappe JAGENDE SVANEØGLER. Længere ude en Flok Hvaløgler. Byttet med sin lange, slanke Hals, — hvis det da ikke foretrak at opholde sig inde paa Strandens lave Vand og snage i Bunden efter lækre Østers og Snegle«. Naar Professor Fraas paa et andet af vore Billeder rekonstruerer en Scene i Jurahavets Liv og der lader Hvaløglerne være langt talrigere end Svaneøglerne, som dog i denne Fremstilling er »Hovedpersonerne«, har det sin naturlige Aar- sag i, at de ni Tiendedele af de Øgleskeletter, der er fundne ved den omtalte lille wurtembergske By, tilhører Hvaløglernes Gruppe; langt ringere var Krokodilernes Mængde og endnu sjældnere Svaneøglerne. Fra Englands og andre Landes Juralag kendes imidlertid mange Eksemplarer, hvad der viser, at Svaneøglerne var vidt udbredt i Datidens Have. Gennemgaaende var de anselige Dyr paa indtil 5—6 Meters Længde. Det var dog ikke alle Arter, der havde saa lang Hals som den her afbildede, og efter Hvirv- lernes Ledforbindelse at dømme har Halsen hos nogle af dem tilmed været ret ubevægelig, undtagen fra Side til Side; saadanne Arter har sandsynligvis, ligesom Hvaløglerne, opholdt sig mere ude paa aabent Vand end ved Kysten.