Universets Undere
1. Bind

238 UNIVERSETS UNDERE sagere til mig, at jeg skulde vige ud til Siden og bøje uden om en aaben, tør og sandet Lysning, som Stien løb over. »En Masse Myrer er samlede for at holde Raad og vælge ny Konge«, skreg de; »hvis vi forstyrrer deres Møde, bider de os sønder og sammen«. Og virkelig var Pladsen ogsaa sort af Myrer, og fra alle Kan- ter strømmede flere og flere til, saa mange, at der fra Græsset og det visne Løv lød en skarp, skinger Lyd, som naar en Le hvæsses. Midt i den levende Masse var der en lille aaben Plet, omkranset af Ringe af Myrer, der alle gjorde Front udad og holdt Kindbakkernes Tænger paa vidt Gab. I Centret, hvorom de stod Vagt, befandt sig et Dusin Myrer, der var lysere og større end de øvrige og aaben- bart var særlige Rangspersoner. Synet af de mystiske Ringe optog mig saa ganske, at jeg ikke ænsede, at Hundreder af Myrer havde paabegyndt en indgaaende Un- dersøgelse af min Person. Overalt paa Kroppen var de trængt ind, og som ved et pludseligt Signal bed de allesammen til paa samme Tid — en Kampmaade, hvorom jeg ofte havde hørt fortælle, og som jeg nu selv kun altfor grundigt fik Lejlighed til at overbevise mig om. Overflødigt at tilføje, at jeg hurtigt retirerede og rev Klæ- derne af mig for at faa de smaa, blodtørstige Plageaander, der havde boret Kind- bakkerne dybt ind i min Hud, skrubbet af snarest muligt. En anden Gang saa jeg ved Middagstid en stor, sort, kugleformig Klump hænge under et skyggefuldt Træ, tæt ved Roden. Det viste sig ved nærmere Eftersyn at være en hel Koloni af Drivermyrer, som havde klumpet sig fast sammen og nu sad helt stille, som i Dvale. Endelig havde jeg ogsaa Lejlighed til at bivaane en Kamp mellem en Hornslange (Cerastes) og en Flok Drivermyrer. Slangen var aabenbart bleven angrebet, me- dens den var i Færd med at skifte Hud. Den kæmpede som en afsindig midt i en tæt Hob af Myrer, der rasende klyngede sig fast med deres skarpe Kindbakker, og hvert Øjeblik kom der nye Myrer til, som bed sig fast. I over et Kvarter vred og krummede Slangen sig mellem de ubønhørlige Angribere, men saa var dens Modstand brudt, den blev mere og mere mat, og snart laa den fladt henstrakt paa Jorden. Ganske faa Minutter efter var dens Legeme bedækket med et fem Centimeter tykt Lag Myrer, der skar og flænsede i dens Kød, indtil kun Skelettet var tilbage. FRA KRYBDYR TIL FUGL (ØGLEFUGLEN) PAA et Naturforskermøde 1880 udtalte den berømte engelske Zoolog Thomas Huxley følgende: »Havde Udviklingslæren ikke eksisteret, maatte Palæonto- logerne være bievne nødsagede til at opstille den. Udviklingen er nu ikke længere en Spekulation, men en biologisk Kendsgerning«. Det var store (men ikke for store) Ord, — især sammenholdt med, hvad Char- les Darwin en Snes Aar tidligere saa beskedent havde skrevet i »Arternes Op- rindelse«: »Hvorfor er da ikke hver eneste geologiske Formation og hvert eneste Jordlag fuldt af Mellemformer? Geologien aabenbarer os ganske vist ikke nogen saadan Trinrække af organiske Væsener; og dette er maaske den største og alvor- ligste Indvending, man kan gøre mod Teorien. Forklaringen ligger, tror jeg, i den geologiske Videns Ufuldstændighed .... Endogsaa hele Dyreklassers skarpe Son- dring fra hinanden — f. Eks. Fuglenes fra alle andre Hvirveldyr — maa vi forklare ved at antage, at mange Livsformer, gennem hvilke Fuglenes tidligste Forfædre