Universets Undere
1. Bind

UNIVERSETS UNDERE 240 forbandtes med de øvrige Hvirveldyrklassers Stamformer, er gaaet fuldstændig tabt«. Med saa meget Forbehold maatte Darwin udtale sig i 1859 — men allerede Aaret efter skulde det af ham rent teoretisk antagne Bindeled mellem Krybdyr og Fugle sende sin første Hilsen i Form af et Aftryk af den ældste kendte Fuglefjer. Det var de litografiske Skifere ved Solnhofen i Bayern, berømte for deres Rigdom paa vel- bevarede Forsteninger fra Juratiden, der sendte denne fjedrede Hilsen som et for- jættende Budskab. Og kun endnu et Aar gik, inden Budskabet opfyldtes, og Dar- wins med Spot modtagne Formodning vandt sin første store Sejr — en af de Sejre, der er desto vægtigere, fordi det er en videnskabelig Teoris største Triumf at kunne forudsige Forhold, der endnu ikke kendes, men senere bekræftes ad Erfa- ringens Vej. Bekræftelsen skete ved, at man i Bruddene ved Solnhofen i 1861 fandt en Skiferplade, hvori der saas Aftryk og Rester af et højst mærkeligt Væsen, — halvt Fugl, halvt Øgle, altsaa netop en af de Overgangsformer, hvis Eksistens Dar- win havde profeteret. Vel var der endnu Modstandere, der ikke vilde bøje sig og paastod, at her forelaa et Bedrag; ja der var dem, der skumlede om, at Fundet var en simpel Krybdyr-Forstening, hvori der var lavet forfalskede Fjeraftryk! Efterhaanden svækkedes dog Mistanken, og da man i 1879 ved Eichstätt, faa Mil fra Solnhofen, fandt et nyt Skiferstykke, hvori baade Fjer og Skelet var langt fuld- stændigere og tydeligere bevarede — saa tydeligt, at Fejltagelse ikke var mulig — døde den sidste Tvivl om den berømte Øglefugls eller Oldfugls (Archæoptéryx) virkelige Eksistens i det Afsnit af Jordens Middelalder, vi kalder Juraperioden. Det senest fundne Skiferstykke ligger nu i en omhyggelig bevogtet Glasmontre i Berlins naturhistoriske Museum, der for denne, næppe 7a Kvadratmeter store Tavle, med en Forstening paa kun en Dues Størrelse, gav den nette Sum af ca. 18,000 Kroner eller 20,000 Reichsmark. Det første, ret ufuldstændige Eksemplar var straks bleven købt af British Museums naturhistoriske Afdeling i London for ca. 12,500 Kroner. Disse to Skifertavler med deres eneste hidtil kendte Rester af Øgle- fugle er imidlertid Skatte af uvurderlig Værdi for vor Erkendelse. De bidrager mere end noget andet Fund til at anskueliggøre et af de vigtigste Hovedafsnit i hele Dyrelivets Udviklingsfølge. Saa fuldstændigt, indtil Detailler bevaret er Berliner-Eksemplaret af Øglefuglen, at blot et flygtigt Blik paa dets Aftryk af Sving- og Styrefjer ikke lader os i Tvivl om Dyrets ægte Fuglenatur, medens paa den anden Side en Mængde Forhold i Skelettet tydelig viser Slægtskabet med Krybdyrene: I det korte Næb sidder der en Række spidse Tænder; Forlemmernes eller Vingernes Fingre var frit bevægelige, saa at de kunde benyttes ved Klatring, og de bærer Kløer som hos Firben og Kro- kodiller; Mellemhaandsbenene er ikke sammenvoksede som hos Nutidens Fugle, men indbyrdes fri som hos Øglerne; foruden de sædvanlige, fra Rygraden ud- gaaende Ribben findes der — ligesom hos Krokodiller og Firben — en Række »Bug- ribben«; Bækkenets Form er mere krybdyr- end fugleagtig; og endelig, for at an- føre endnu en slaaende Ejendommelighed, er Halen lang som hos et Firben og bærer Styrefjerene i to Rækker langs hen ad Siderne, medens dens Skelet hos Nu- tidens Fugle jo er stærkt afstumpet, idet dens sidste Hvirvler under Fosterudvik- lingen vokser sammen til en »Halebenskam«, og Styrefjerene danner en tæt sam- mentrængt Vifte — større eller mindre efter Fjerenes egen Længde. --------Øglefuglen fra Solnhofens litografiske Skiferbrud har leveret Udviklings- læren det af Darwin savnede, men ad teoretisk Vej forudsatte Bevis for, at Kryb-