Universets Undere
1. Bind

KÆMPEDOVENDYR 243 blandt hvilke de bedst kendte Former er Megatherium, der var paa Næsehornets Størrelse, og Mylodon, der var noget mindre. At dømme efter Kæbernes og Tændernes Bygning, sammenlignet med Nutidens Dovendyr, er der ikke Tvivl om, at ogsaa disse to Kæmpedovendyr var Vegetari- anere, men lige saa sikkert er det, at de ikke klatrede om i Træerne for at finde Føde, thi kun faa Træer havde Grene, stærke nok til at bære en saa uhyre Vægt. De maa derfor have levet dels af Græs og Rødder, dels af Blade og Frugter, der sad paa lave Grene og undertiden ogsaa ved Gravning kunnet un- derminere og vælte de større Træer, hvis Løv sad saa højt, at det var udenfor Ræk- kevidde. Hertil skul- de de mægtige Kløer paa deres kraftige Forben synes godt skikkede. Sikkert er det, at de svære Bag- lemmer og den ret korte, men tykke og muskuløse Hale til- sammen dannede en udmærket Støtte, der som en Trefod bar Legemets Vægt, naar Dyret rejste sig op for at naa Grenene ovenover sig. Det er desuden sandsynligt, at Munden har haft en lang Gribetunge, omtrent som Giraf- mindre Træer, som de kunde bøje ned. Muligvis har de HUDSTYKKE AF DEN SIDST UDDØDE KÆMPEDO VENDYRSLÆGT (GRYPOTHERIUM). Hudens Benkorn og- Haar ses tydeligt. fens, og at Overlæben og Næsen var forlæn- gede til en Snabel, lignende Tapirens. — Der var mange andre forskellige Kæmpe- dovendyr i Sydamerika foruden de to nævnte Slægter, som begge tillige havde Udbredelse i Nordamerika. De fleste Kæmpedovendyr-Arter var imidlertid uddøde, forinden Mennesket var naaet fra den gamle Verden til den ny. Dog ikke alle. Nogle har endog holdt Stand indtil for forholdsvis kort Tid siden og levede endnu i Argentina og Patagonien, medens disse Landstrækninger har været befolket af den samme Menneskerace, som fandtes der, da de første Europæere landede. Ja, det er tilmed muligt, at europæiske Kolonister kunde have opnaaet at faa levende Kæmpedovendyr at se, hvis de straks var trængt tilstrækkelig langt ind i Fast- landets Indre. Denne Mulighed støttes af nogle Fund, der for ikke lang Tid siden, omtrent ved Aarhundredskiftet, gjordes ved den patagoniske Fjord Ultima Speranza, hvor bl. a. 31*