Universets Undere
1. Bind

272 UNIVERSETS UNDERE ormedannede Krop sig — men saa sagte og snigende, at Byttet ofte slet ikke gør Forsøg paa at fly, medens Tid er. Slangen faar derved Lejlighed til at skubbe sig saa langt frem, at den kan lægge Forkroppen i Vindinger. Ved det nu paafølgende pludselige Overfald rettes disse lynsnart ud, og i samme Sekund slynger Kvæleren sig med vældig, uimodstaaelig Muskelkraft om sin dødsdømte Erobring. Dette sker saa hastigt, at det overfaldne Dyr sjældent faar Lejlighed til at give saa meget som blot et Skrig fra sig, og kun dets blodskudte, udtrædende Øjne, dets fortrukne Mund og de krampesitrende Ben røber den haabløse Dødskamp. Først naar Slangen er fuldstændig sikker paa, at denne er endt, løsner den sit kvælende Favntag. Helt slipper den dog ikke sit Bytte, medens den med udspilet Tunge be- føler det undersøgende, forinden den aabner sit Gabs rummelige Port over dets Hoved. Nu begynder den møjsommelige Nedslugningsproces. Medens det elastiske Baand, der fortil forbinder de to Underkæbesider, udspændes stramt, skyder Kæbehalv- delene sig afvekslende frem, den ene foran den anden, og de mange, bagtil rettede Tandspidser hjælper som lige saa mange Hager med til at skubbe den samlede Mundfuld dybere og dybere ind i Svælget, hvis Hud udvides til en Sæk, som gør Hovedet ganske uformeligt. Indledningen til Maaltidet er den vanskeligste og sikkert tillige dens mindst be- hagelige Akt i dette. Er først Byttets mere fremstaaende Legemsdele — Skulder- partiet hos Pattedyrene, Vingerne hos en større Fugl — skubbede ind og, takket være en rigelig Spytafsondring og de kraftige Synkemuskier, komne godt paa Vej gennem Spiserøret, glider Resten let efter. Som en stor Knude, der spærrer Rib- bensenderne og den elastiske Hud vidt ud — undertiden til en Tykkelse, der langt overgaar Slangens normale Omfang, — kan man følge den hele Mundfuld paa dens Vandring til Mavesækken. Men endnu inden den er naaet saa vidt, kan Uhyret godt, hvis det er sultent, og en gunstig Lejlighed tilbyder sig, sluge et eller endog flere Dyr til foruden det, der blev første Ret. Medens selve Fordøjelsen staar paa, henfalder Kvælerslangen, som alle Slanger, i en apatisk Døs, der dog ikke er saa dvaleagtig, som det ofte fremstilles. Der er, især af Hagenbeck, gjort interessante Iagttagelser over Pythoners Appe- tit i Fangenskab. Det her fotograferede Eksemplar, der er i Færd med at fordøje en Ged paa 26 kg, havde syv Dage forud slugt en mindre Ged paa en halv Snes kg og en Hjort paa 21‘A kg. Hagenbeck (hvem vort Fotografi skyldes) anfører, at en 8 Meter lang Python med kort Mellemrum slugte to Geder, den ene paa 14 kg, den anden paa 197a kg. Otte Dage efter slugte den en udvoksen sibirisk Stenged, der vejede 37 kg, men da Slangen i den Anledning skulde fotograferes, blev den saa forskrækket over Magniumsbomben, at den spyttede hele den store Mundfuld ud igen! Derimod saa Hagenbeck en anden Slange i Løbet af halvanden Time nedsvælge en Ged, som vejede ikke mindre end 42 kg. — Den berømte Dyrekender naaede gennem sine Fodringsforsøg den Overbevisning, at de største Kvæler- slanger godt vil kunne være i Stand til at sluge et Menneske paa lidt over 60 kg. Unægtelig er det da mærkeligt, at det kun er en enkelt Art, den ved de brasili- anske Floder levende Anakonda, der med Vished kan siges at være farlig for Mennesker.