Universets Undere
1. Bind

INDISKE FASANER PAA FRIERFOD 291 udseende Dyr. — Dolkhalernes Levevis er langtfra saa interessant som deres Slægt- skabsforhold. De bevæger sig mest langsomt krybende, næsten glidende, paa de mudrede eller sandede Kyststrækninger, hvor de holder til. Hænder det, at en Dolkhale vælter om paa Ryggen, benytter den sin stærke og meget bevægelige Haledolk som Løftestang til at komme paa ret Køl igen. Tillige som Vaaben bru- ges denne Dolk, der er saa spids og haard, at Indianerstammer i Nordamerika anvendte den som Pilespids. — Om den amerikanske Art er det bekendt, at den ved. Foraarstid, ofte i store Skarer, vandrer ind paa de lavvandede, ved Ebbetid delvis tørlagte Kyster for at nedgrave Æggene i Mudderet og Sandet, hvor Sol- varmen fremskynder deres Udklækning. Paa Fisketorvene i Japan og Ostindien er Doklhalerne en hyppig Vare, og navn- lig skal deres Æggestokke og Lever smage udmærket. INDISKE FASANER PAA FRIERFOD INGEN Afdeling i Fug- lenes store Verden rummer vel en saadan Forening af »det nyttige« og »det skønne«, som den, der møder os inden- for Hønsefuglenes Or- den. Hele Farveskalaen gennemløbes her — fra Agerhønens beskedne og beskyttende »Jordfarve« til Paafuglens metal- og aedelstensfunklende Pa- radedragt. Men selv indenfor en enkelt Gruppe af Hønse- fuglene møder vi disse Modsætninger, forbund- ne ved nære Slægtskabs- CHINQUIS-FASANEN. baand. Fasanernes Fa- milie er et Eksempel her- paa. Hvor uanselig, men nyttig er ikke den almindelige brune Fasans skjuler den mellem Skovbundens visne Løv, og hvor prangende er paa Side ikke Guldfasanen og mange andre, mindre kendte Arter. Nogle Dragt, der den anden enkelte af disse skal her omtales. En af de smukkeste og anseligste Former er Rheinhardts Fasan, der lever i An- nams og Tonkins skovbevoksede Bjærgegne. Man kender Eksemplarer paa henved tre Meters Længde. Heraf udgør rigtignok Halelængden alene omtrent de to Me- ter, — eller rettere sagt: det er kun de to midterste Halefjer, der (hos Hannen) er saa paafaldende lange. Paa lys graalig Grund bærer disse to Fjer en Mængde »Øje- pletter« — nogle kastanjebrune, andre sorte med hvide Midtpunkter — en Prydelse, der er saa meget mere fremtrædende, som den øvrige Fjerdragt er ret ensfarvet, 37*