Universets Undere
1. Bind

290 UNIVERSETS UNDERE panser og den lange, spidse Haledolk. Dog, disse Omdannelser er senere Tilpasnin- ger gennem Tidernes Kamp for Tilværelsen, thi de spæde Unger, der kommer ud af Dolkhalernes Æg, har kun Haledolken svagt antydet og har en leddet Bagkrop. Hos dem er Trilobitligheden derfor langt tydeligere end hos de voksne Dyr. Ud fra den almindelige Regel, den saakaldte »biogenetiske Grundlov«, at Individet under sin Foster- og Larveudvikling ofte mere eller mindre tydeligt afspejler Sta- dier i den hele forudgaaende Slægts Udvikling, er vi da berettigede til at slutte, at Dolkhalelarvernes Lighed med de uddøde Trilobiter er mere end en Tilfældighed, — er en virkelig, nedarvet Slægtskabslighed. Ogsaa de to store, sammensatte Øjnes Stilling et Stykke tilbage paa det halv- et Par mørke Plet- ter, minder uvil- kaarligt om Trilo- biterne. Et forholdsvis lavt Udviklings- trin,hvoriArbej ds- delingens Princip endnu ikke er syn- derlig gennemført, afspejler sig ikke mindst i Lemmer- nes Bygning og Funktion hos Dolkhalerne. Son- dringen mellem Mundfødder, Be- vægelsesredska- ber og Aande- drætsorganer, som vi træffer hos maaneformige Forkropskjolds Overside, hvor de tegner sig som DOLKHALE, SET FRA BUGSIDEN. højerestaaende, mere »moderne« Krybdyr, er endnu ikke sket hos denne gamle Reliktform. Saa primitive er Forholdene her, at nogle af Gangbenenes Hofteled maa agere Mundlemmer og besørge Fødens Tygning med deres indad mod Mun- den vendende skarpe, takkede Kanter, og at Bagkroppens brede, bladformede Lem- mer maa gøre Nytte baade som Aandedræts- og Svømmeredskaber — være Gæller og Aarer paa samme Tid. Endnu et Forhold skal vi berøre, som ligeledes peger hen paa Dolkhalernes jord- historiske Anciennitet — nemlig den Ejendommelighed i deres Udbredelse i vore Dage, at medens nogle Arter forekommer langs Atlanterhavets vestlige Kyster, er der andre, der lever i Stillehavet, ikke alene ved Kaliforniens, men ogsaa helt ovre ved Japans og Kinas Kyster og ved nogle af de ostindiske og australske Øer. En saa vidtstrakt Udbredelse af en Dyregruppe, der absolut ikke tilhører Dybhavet, men er udprægede Kystdyr, kan kun forklares ved, at den har eksisteret meget længe og bl. a. paa en Tid, da Panamatangen ikke satte Skel mellem Atlanterhavet og Stillehavet. At Dolkhalerne i tidligere Jordperioder har haft endnu videre Ud- bredelse, fremgaar af, at man kan finde deres Forsteninger i europæiske Jordlag fra Tertiær- og Juratiden. Ogsaa Europas Kyster har altsaa huset disse mærkeligt