Universets Undere
1. Bind

»DEN STORE SØSLANGE« — MOSASAURUS 295 saa snedigt med sine tillokkende Yndigheder, at de fuldstændig skjuler dens svage Punkter. — Synderlig meget véd man forøvrigt ikke om de sky Paafuglefasaners Liv. Det ligner vistnok i mange Henseender Paafuglens — ligesom ogsaa Udbre- delsesomraadet delvis er det samme. Af mange Forskere betragtes denne Fasan- slægt da ogsaa som et Forbindelsesled mellem Paafuglene og Argusfasanerne. „DEN STORE SØSLANGE" — MOSASAURUS EN halv Times Spadseretur Syd for den hollandske By Maastricht hæver »Pieters- berg« sin Kridt- og Kalkstensryg op over den indsnævrede Tragt, hvorigennem Maasfloden strømmer ud i Lavlandets aabne Slette, og hvorefter Byen har sit Navn. Allerede i Romernes Tid udnyttede man »Bjergets« Kalksten til Bygnings- materiale, thi den bløde Tuf, hvoraf det bestaar, lader sig let udsave i Blokke, der under Luftens Indvirkning bliver faste og haarde Sten. Gennem de mange Aarhun- dreder fra Oldtiden indtil vore Dage er Undermineringen bleven fortsat, og Pieters- bergs Indre danner nu en fem Kilometer lang og et Par Kilometer bred underjor- disk Labyrint af Gange og Hvælvinger, der bæres af svære, firkantede Søjler, — Resterne af den indre Kalkstensmasse, som man har maattet lade staa, for at ikke det hele skulde styrte sammen. Turistselskaber gæster aarlig, under Føreres Ledsagelse, denne underjordiske Labyrint, der er den største Seværdighed i Byens nærmeste Omegn. Hvad der for- øger den ejendommelige Uhyggestemning ved at vandre i disse Tufstenshvælvinger, er deres paafaldende Evne til at afdæmpe enhver Lyd, saa at Førerens Skridt for- stummer allerede paa ganske kort Afstand. En lille Samling af Forsteninger, fundne under Minedriften, plejer man ogsaa at aflægge en Visit,-men det bedste »Stykke«, der nogensinde blev fundet i Pietersbergs Indre faar man ikke her at se; det maa man søge i Paris’ Jardin des Plantes. Hvorledes det kom dertil, og hvori det bestaar, skal her berettes. I 1780 fandt nogle Bjærgværksmænd under deres Arbejde i Minerne et Par me- terlange Kæber, væbnede med spidse, stærke Tandkegler. Fundet af dette Uhyre — som man først antog for en Krokodille — vakte megen Opsigt. En Hr. Hoffmann, der var Garnisonslæge i Maastricht, og som var kendt som lidenskabelig Samler af den Slags »Kuriositeter«, fik Bud om Fundet. Efter Ugers møjsommeligt Arbejde lykkedes det ham at faa hele Hovedet og det meste af Skelettet af det store For- tidsdyr hugget ud og frigjort fra Tufstensmassen. Men hans Glæde varede kun kort. Nysgerrige formelig belejrede hans Hjem, hvori han gemte sin Skat, og da Domherren ved Byens Hovedkirke hørte, hvad der var hændet, mente han sig be- rettiget til paa Kirkens Vegne at gøre Fordring paa det sjeldne Fund, idet Pieters- bergs Grund var Kirkens Ejendom. I Triumf lod han, trods Lægens Protest, For- tidsuhyrets Rester bringe i Sikkerhed i Kirken, og da Lægen anlagde Sag mod ham, gav Retten Domherren Medhold. Heller ikke Kirkens Mand skulde længe nyde Glæden over sin »Erobring«. I 1795 stod den franske Republiks Tropper foran Maas- trichts Mure og bombarderede Byen — dog uden at beskyde Kvarteret omkring den Kirke, hvori Sjeldenheden gemtes; thi den havde Generalen, efter Opfordring af franske Videnskabsmænd, sat sig for at skaane og medbringe til Paris. Det var forgæves, at Kirkens Domherre, der anede Grunden til denne Skaansel, hemme- ligt en Nat lod Skelettet bringe fra Kirken til et andet Skjulested. Franskmændene