Universets Undere
1. Bind

294 UNIVERSETS UNDERE sigtighed, at det er næsten umuligt at nærme sig dem ubemærket og aflure dem deres Vaner. Derimod er det ikke svært at fange Hanerne, naar man først har op- daget deres Standkvarter. Den næsten pinlige Omhu, hvormed de holder Danse- gulvet rent, kan da blive dem skæbnesvanger, idet Malayerne benytter følgende utiltalende List: Et Bambusstykke, hvis ene Ende er tilskaaret, saa den bliver tynd og skarp som et Knivsblad, drives fast ned i Jorden; forgæves anstrænger Fuglen sig for at fjerne denne Mispryd, der støder dens BULWER’S FASAN, HAN OG HUN. En lidet kendt Art fra Vest-Borneo. Hanen har stort, snehvidt Haleslæb. Ordenssans. Som sidste Middel vikler den den tynde, baandlig- nende Bambusende flere Gange om sin Hals, trækker saa bag- læns til — og faar derved Ho- vedet mere eller mindre skilt fra Kroppen. For sin Ordens- sans maa den bøde med sit Liv. Beslægtede med, men min- dre end Rheinhardts og Argusfa- sanen er de smukke bagindiske »Paafugle fasaner«, Slægten Polyplectron, hvoraf vi af bil- der den største, Chinquis-Fa- sanen, og en af Gruppens mind- ste Former, Nehrkorns Paa- fuglefasan. Slægtens Navn hid- rører fra, at Hanernes Fjer er oversaaede med metallisk straa- lende »Øjne«, der i glimrende Pragt kappes med Paafuglens. Ja, Pragten overgaar endogsaa Paafuglehanernes, for saa vidt som ikke blot Halen, men og- saa Vingerne er rigt prydede. Til Gengæld er Brystet kun be- skedent mørkfarvet. Hvor be- vidst Fuglen er sig disse Fortrin og Mangler, og hvorledes den under Bejlingen forstaar baade at fremhæve og at skjule dem, ses af Darwins Sammenligning mellem dens og Paafuglens Frieri: »Naar Paafuglen skal vise sig, breder den sin Hale og rejser den paa tværs af sit Legeme, thi den staar Ansigt til Ansigt med Hunnen og skal paa samme Tid fremvise den rige blaa Farve, den har paa Strube og Bryst. Men Polyplectrons Bryst har en dunkel Farve, og »Øjnene« findes ikke paa Halefjerene alene. Som Følge heraf stiller Polyplectron sig ikke Ansigt til Ansigt med Hunnen, men den løfter og spreder sine Halefjer lidt skraat, idet den sænker den udspilede Vinge, der vender hen mod Hunnen, og løfter den, der vender bort fra den. I denne Stilling er alle Legemets »Øjne« udstillede i een stor, spættet Flade for den beundrende Huns Blik. Hvorhen hun end flytter sig, bliver de udspilede Vinger og den skraat holdte Hale vendt imod hende«. Saaledes forstaar Bejleren at prange