Universets Undere
1. Bind

INDISKE FASANER PAA FRIERFOD 293 NEHRKORN’S PAAFUGLEFASAN. evne, maa benægte, at Argusfasanens Hun kan skatte en saa raffineret Skønhed; men han bliver da rigtignok ogsaa nødt til at indrømme, at de mærkværdige At- tituder, hvori Hanen stiller sig, naar den bejler, og ved hvilke dens Fjerdragts vid- underlige Skønhed stilles fuldt til Skue, er meningsløse; — og det er den Slags Slut- ninger, jeg for mit Ved- kommende aldrig vil gaa ind paa.« — Af Argusfa- sanens ellers lidet kendte Liv i Bagindiens og Su- matras Skove er der gjort interessante Iagttagelser af William Davison, og disse Iagttagelser slutter sig supplerende til, hvad man ved om Rheinhardts Fasan. De to Køn lever adskilte, og Hunnerne synes ikke at have noget fast Opholdssted. De flak- ker om i Skovene og af- lægger blot lejlighedsvis Visit hos Hannen i dens drawing-room eller Dan- seplads. Har Hannen fun- det sig et passende Stand- kvarter, indretter den det saa fint som muligt: Paa et Areal af 6—8 Kvadrat- meter fjernes hvert ene- ste Straa, hver Gren, hvert Blad og hver lille Sten, indtil Jorden ligger bar og jævn som et Stue- gulv. Falder en Kvist el- ler et vissent Løv ned derpaa, fjernes det øje- blikkelig. I den tidlige Morgen genlyder Skove- ne af Fasanernes Skrig, der kan høres et Par Kilometer bort. Naar Hanerne, hver fra sit Standkvarter, har udstødt og gensidig besvaret deres Morgenhilsener, gaar de ud at samle Føde, især nedfalden Frugt, Myrer og andre Insekter. Derefter mødes de ved 10—11 Tiden ved det nærmeste Vandsted for at drikke og vender saa hjem, hver til sit drawing- room, hvor de opholder sig Resten af Dagen, oftest siddende paa en Gren, der lu- der ud over Dansepladsen. At den aabne Plads virkelig er en Danseplads, har Davi- son ganske vist ikke direkte Bevis for, men Argusfasanens Danse i Fangenskab og Slutninger fra andre Arters Livsvaner gør det utvivlsomt. Desværre er Argusfasa- nerne i vild Tilstand saa sky, og deres Opholdssteder valgte med saa megen For-