Universets Undere
1. Bind

312 UNIVERSETS UNDERE Steder kun delvis er sammenhæftede ved Kroge og derfor lader Luften og Lyset skinne igennem. Kun Hannerne har det her afbildede Udseende; Hunnernes Hale- fjer har ganske vist ogsaa en meget anselig Længde, men de mangler helt Lyre- formen, og baade Halen og den øvrige Fjerdragt har beskedne, dystre Farver. Paa Forhaand skulde man tro, at en saadan Forskel i de to Køns Ydre var Tegn paa Polygami som den herskende Form for Samliv. Saaledes er jo Forholdet blandt de Hønsefugle, hvor en »Par- ringsdragt« er stærkt udpræ- get. Tilsyneladende lever imidlertid Lyrehalen parvis, — hvilket dog ikke forhin- drer, at der finder drabelige Kampe Sted mellem Han- nerne. De rivaliserer om Hun- nerne, ikke blot ved passivt at stille deres Pragt til Skue for disse, men ogsaa ved at tildele hverandre blodige Hug og Spark. Særlig meget ved man for- øvrigt ikke om Lyrehalernes Liv, skønt det er baade store, iøjnefaldende og stærkt ja- gede Fugle. Dels er de over- ordentlig sky og vagtsomme, dels lever de mest i ubeboe- de, krat- og skovbevoksede Klippeegne. De flyver des- uden nødig til Vejrs, men be- væger sig næsten altid i Løb, og naar det kniber, søger de ved lange. Spring at sætte Farten op. Selv naar de vil gemme sig i Træernes Kro- ner, flyver de ikke, men sæt- ter ved Hjælp af deres mu- skelstærke Ben derop i en Række Spring og Hop, der kan være tre, fire Meter høje. Under Løb og Spring holdes Halens lange Slæb var- somt samlet, at ikke Stadsen skal blive ødelagt. — Heller ikke Lyrehalens Rede er egnet til at henlede Opmærksomheden paa sig, skønt den baade er stor og sæd- vanlig findes tæt ved Jorden eller endog paa denne, i en Klippespalte, mellem om- styrtede Træer eller i en hul Stamme. Udvendig ligner den kun en Dynge løse Grene og visne Blade, som man ikke ænser; men undersøger man Dyngen nær- mere, vil man finde dens Indre baade fast og solidt, gemmende en fint og blødt udforet Rede, der er fuldstændig overhvælvet af et Tag. Gennem en Sideindgang gaar Hunnen, naar den skal ruge, baglænds ind, med den lange Hale bøjet frem over Ryggen; og den sætter sig altid saaledes, at den gennem Indgangen kan holde