Universets Undere
1. Bind

ST. ELMS ILD 319 ST. ELMS ILD LIGE fra de første Sørejsers Begyndelse har det ejendommelige, elektriske Fæ- -/ nornen, vi kalder »St. Elms Ild«, eller blot »Elmsild«, virket opskræmmende paa Søfolks let vakte Fantasi og Overtro. Allerede i Oldtidens Literatur finder man Beskrivelser af Fænomenet, og siden da er det bleven skildret, omtalt og drøftet utallige Gange, undertiden videnskabeligt, hyppigere i høj Grad fantastisk — snart under et, snart under et andet Navn. I Middelhavet, hvor Elmsild skal være hyp- pigere end i de fleste andre Have, har italienske Søfarende i overtroisk Frygt døbt den corpo santo — »det hellige Legeme« — et Navn, der af engelske Søfolk er for- kortet til »corposant« eller endog fordrejet til det helt meningsløse Ord »compo- sant«! I Tyskland høres ofte Navnet »Helena-Ild« ved Siden af det sædvanlige St. Elms Ild____og saaledes kunde der fortsættes med en Række Betegnelser, der hver paa sin Vis vidner om, hvorledes Synet af disse elektriske Udladninger paa Masteknappen, Ræerne, Bugsprydet og andre fremstaaende Dele af Skibet har sat de ombordværendes Fantasi i Svingning. Den gængse Tro, at St. Elms Ildens Tilsynekomst skulde varsle ondt Vejr, stem- mer ikke med Virkeligheden. Fænomenet betyder slet ikke andet end, at der i de lavt liggende Luftlag er en stærk elektrisk Ladning, som ved Fordeling fremkalder en modsat Ladning paa Jorden og paa de fra Jorden og Havet opstaaende Gen- stande. Ofte er St. Elms Ild vel knyttet til Tordenvejr, men dette behøver ikke at være Tilfældet; den kan ogsaa, i mørke Vinternætter, vise sig under en Sne- eller Haglbyge. Heller ikke er den særlig knyttet til Søen og Skibene, men kan lige saa godt iagttages inde paa Land paa alle fremstaaende Genstande, som Taarne og Kirkespir, Lynafledere, Træer og Flagstænger, — ja selv paa en Paraplyspids. Dens fuldkomne Uskadelighed fremgaar bedst af, at den som en Glorie kan om- straale Sømandens Haar, medens han arbejder oppe i Takkelagen, uden at han derfor føler andet legemligt Ubehag end, at »Haarene rejser sig« paa Hovedet, og en svag stikkende Fornemmelse i Huden spores, lignende den, vi kender fra Elek- tricering. Selv nede paa. Dækket kan man, hvis man rækker sine Hænder til Vejrs, faa St. Elms Ilden til at slaa ud som Gnister og smaa Flammer fra Fingerspidserne. For den, der ikke er overtroisk og føler Skræk eller ser onde Varsler i St. Elms Ilden, er Synet af de smaa, dansende Flammer og Lysbuske i den mørke Nat be- tagende smukt. Disse Flammer, der lunefuldt tændes, slukkes og tændes igen, lige- gyldigt om det er Storm eller Stille, om Regnen plasker ned i Strømme, eller det er tørt Vejr, virker imidlertid uvilkaarlig saa mystisk, at man i hvert Fald forstaar, hvorfor St. Elms Ild til alle Tider har spillet en stor Rolle i Søfolks Fantasi og har pyntet paa deres Skildringer, naar de vilde »spinde en Ende« om det, der oplevedes paa de lange Rejser. VINKEKRABBER SOM LANDVINDERE DEN, der gør nærmere Bekendtskab med Krabbernes store Familie, vil under sit Studium af deres Formrigdom og Levevis møde en Forskelligartethed, der forbauser ham. Selv om Bekendtskabet indskrænkes til at omfatte blot et enkelt Lands, f. Eks. vort egets, Krabbesamfund, vil man indenfor denne snævre Ramme træffe meget forskellige Typer — end sige da, hvis det udvides til ogsaa at om-