Universets Undere
1. Bind

326 UNIVERSETS UNDERE nende Forskel ogsaa hos deres Pupper. Puppelivet varer en fjorten Dage; i Juni, ved Midsommerens Tid, er Forvandlingsprocessen endt. Den lysende Brudefærd begynder. FORTIDENS DRAGER — FLYVEØGLERNE A LLEREDE i Jordens graa Oldtid realiserede den organiske Verden Flyvemaski- -/"V nens Princip. Æren som »Opfindere« paa dette Omraade tilkommer imidlertid hverken Fuglene eller Flagermusene; thi ingen af disse Dyr eksisterede; men hel- ler ikke nogen anden Hvirveldyrgruppe forundtes det at blive Flyvekunstens første Udøvere. Insekterne var Luftens tidligste Betvingere; og uindskrænket hævdede de Eneherredømmet over deres Erobring gennem tre lange Oldtidsperioder — et Tidsrum, der maaske har omfattet Aarmillioner. Først i Triastiden, det Afsnit, hvormed Jordens Middelalder indledes, fremkom- mer Konkurrenter, som jager Insekterne i Lufthavet og gør dem til Bytte. Men heller ikke da er det Fuglene — Insekternes værste Forfølgere i Nutiden, — der overgaar dem som Flyvekunstnere. Deres Æra begynder først senere i Middelalderen. Rivalerne var Krybdyr, som, deres Navn tiltrods, var tilpassede til et Liv i Luften, samtidig med, at Frænder af dem, som Hvaløgler, Svane- og Slangeøglerne, omformedes til et helt modsat Liv i Vandet, medens et andet Skud paa Krybdyrstammen, de mægtige Kæmpe- øgler, kom til at omfatte de tungeste, mest klodsede Væsener, som nogensinde har traadt paa Jorden. I den Grad forskellige var de tre Udviklingsbaner, Tilpasningen fulgte indenfor en og samme Dyregruppe i »Krybdyrenes Tidsalder«. Flyveøglerne, Pterosaurierne, blev Jordens første flyvende Hvirveldyr. De blev Forløbere for de kommende Tiders Fugle og for de endnu senere opdukkende Fla- germus — uden dog paa nogen Maade at være direkte Stamformer for nogen af disse Dyregrupper. De Ligheder, der findes, er kun Udslag af Tilpasning til samme Liv og Bevægelsesmaade, ikke virkelig, dybtgribende Slægtskabsarv. Den første kendte Flyveøgles Skelet kom for Dagen 1784 i Skiferbruddene ved Eichstätt i Bayern. Den har ikke været større end en almindelig Flagermus. Cuvier gav den Navnet Pterodactylus, »Vingefingeren«. Siden dette Fund skete, er der af Jordlagene fra Trias-, Jura- og Kridttiden fremdraget en Mængde Skeletrester af forskellige og meget ulige store Flyveøgler, ikke blot i Bayern — og dér særlig i Solnhofens forsteningsrige litografiske Skifere fra Juratiden — men f. Eks. ogsaa i England og frem for alt i Nordamerika. Mange af Fundene har været saa glim- rende bevarede i Jordens Skød gennem de uhyre Tidsrum og taler et saa tydeligt Billedsprog, at vi nu kender Flyveøglernes Skelet og Ydre næsten saa godt, som hvis de endnu havde levet blandt os og boltret sig mellem Nutidens Flyvere. Saa meget mærkeligere er det da, at saavel deres Afstamning som deres Slægtsforbin- delse med de øvrige Krybdyr fremdeles er yderst gaadefuld. Tilsyneladende pludselig dukker de op i Triastiden, og sporløst, som de kom, forsvinder de ved Kridttidens Slutning. Som en tysk Forsker udtrykker det: de kom og forsvandt »ligesom et Flagermusetræk viser sig spøgelseagtigt for os i Aftenskumringen for derefter at opsluges af Nattens Mørke«. Men at Flyveøglerne virkelig har eksisteret og ikke er Fantasifostre, derom har Jordlagene givet os Tusinder af Vidnesbyrd — ikke blot deres Skeletter, men ogsaa Afstøbninger af deres Flyvehud, hvoraf nogle i