Universets Undere
1. Bind

328 UNIVERSETS UNDERE Tydelighed kan maale sig med de fotografiske Fingeraftryk i et Forbryderalbum. — De første Pterosaurier, Trias- og Juraformationens Flyvere, var gennemgaaende lidet imponerende. De største blandt dem maalte kun halvanden Meter i Vinge- fang, og der fandtes Smaaformer helt ned til en Graaspurvs Omfang. Men i Kridt- tiden tiltog de i Legemsstørrelse og fik, som den paa Helsidesbilledet genfremstil- lede Form, Pteranodon, et Vingefang af henved syv Meter — det største Vinge- maal, der kendes, ikke blot indenfor Flyveøglerne, men blandt alle for- og nutidige Flyvere. Først i vore Dage har jo Menneskenes Aeroplaner overtruffet disse kæmpe- mæssige Fortidsdrager. Interessant er det, gennem de i Jordlagene bevarede Rester at se, hvilken »Tek- nik« Naturen har anvendt paa at fuldkommengøre de middelalderlige Flyvere og ned- sætte deres Vægtfylde til det mindst mulige. Samme Hovedprincip som hos Fug- lene — hule, luftfyldte Knogler — blev gennemført her, og hos nogle var Skelet- delene saa fine, tynde og lette, men alligevel saa bærefaste, at Sammenligningen med en Flyvemaskines Stel ligger nær. Nogle Former, som den her afbildede Rhamphorhynchus, havde en lang Hale, endende i en Hudfinne eller et Slags Sejl, der kunde benyttes som Styreaare eller Flyveror; men hos andre afstumpedes Halen og svandt næsten bort, som f. Eks. hos Kæmpeflyveren Pteranodon. Ogsaa de lange, spidse Gribetænder, som de ældre Former havde, blev hos Kridttidens mere fuldkomne Flyvere svagere og mindre, for tilsidst, hos de egentlige Kæmpe- flyvere, at erstattes af et hornbeklædt, fugleagtigt Næb, som gjorde Hovedet let- tere. Saaledes blev, ved Tændernes og Halens gradvise Forsvinden, efterhaanden baade For- og Agterdelen af disse Flyveres Legeme lettet for al den Ballast, der SKELET AF EN FLYVEØGLE (PTERODACTYLUS) I DEN LITOGRAFISKE SKIFER VED EICHSTÄTT I BAYERN.