Universets Undere
1. Bind

329 FORTIDENS DRAGER — FLYVEØGLERNE FLYVEØGLE (RHAMPHORHYNCHUS). Ejendommelig- for denne Slægt er den lange Hale, der ender bladformig og har virket som en Styreaare. paa nogen Maade kunde undværes. Den skarpe, sammentrykte Form, der karak- teriserer den afbildede Kæmpeflyvers tyndskallede Kranium, har maaske bidraget sit til at gøre det nemmere at kløve Lufthavet under Flugten. Efter de nøjagtigst mulige Beregninger skal dette Dragevæsens Legeme, trods de syv Meters Vinge- fang, kun have vejet højst femten Kilogram; saa det maa indrømmes, at Naturen her har fejret en smuk Triumf paa Flyvemekanikens Omraade! Selvfølgelig, kan man næsten sige, var Dyrets Hud blottet for alt, hvad der kunde minde om andre Krybdyrs sædvanlige Panser af Skæl eller Skjolde; den var fuldstændig nøgen. Samme Nøgenhed genfinder vi hos Flyveøglernes Vinger, der mest af alt minder os om Flagermusvinger. Ligheden er dog ret overfladisk, idet kun een, til Gengæld meget kraftig og stærkt forlænget Finger støttede Pterosauriernes Vinge. Som en seglformig krummet Skærm, der kunde foldes sammen til Hvile og spiles ud til Flugt, spændte Flyvehuden fra den lange, kloløse Yderfinger ind til Kropside og Baglemmer, indtil Poterne, der var fri som hos Flagermusene. Hos Flyveøglerne var imidlertid ogsaa Forhændernes øvrige Fingre fuldstændig fri og bar Kløer. Lemmerne var altsaa tilpassede baade til Flugt og til klatrende og kravlende Be- vægelser; derimod har Gangen hos disse Dyr, end sige den løbende Bevægelse, sikkert været yderst mangelfuld; og i det mindste i denne Henseende blev Fuglene utvivlsomt deres Overmænd. Selve Flyvehuden kender vi som sagt saa nøje gennem Aftryk og Afstøbninger i Skifere, særlig i de fine, litografiske Skifere fra Bayerns Juralag, at vi endogsaa kan studere den tynde Hindes Længdefolder og Furer og dens traadfine Net af 42 Universets Undere.