Universets Undere
1. Bind

330 UNIVERSETS UNDERE Ribbeforgreninger, der er Aftryk af elastiske Senetraade, svarende til de Strenge, vi ser i en Flagermusvinge. Mere kan man ikke forlange i Retning af Nøjagtighed hos »Forsteninger«, hvis Alder spænder over Tidsrum, der overstiger vor Bereg- nings Grænser. -------For Flyveøglernes Vedkommende behøves der da ikke særlig Fantasi for at kunne genfremstille dem og i Tanken se deres Sværme jage hen over Jura- og Kridttidens Skove og Kyster, snappende Insekter og andre Smaadyr — for større Flyveres Vedkommende maaske nu og da en Fisk, der kom for nær op til Havets Overflade. Ogsaa indenfor Pterosauriernes egen Stamme har vi nogenlunde let ved i de store Træk at tænke os Udviklingen og Tilpasningerne fra de ældste, smaa, besvær- ligt flagrende Dyr, for hvem Vingerne vistnok nærmest blot var et Hjælpemiddel under Klatringen, til de store Kæmpeflyvere, der erobrede Luften, ligesom Hval- øglerne havde erobret Havet og Kæmpeøglerne Jorden, og for hvem Flugt var den eneste hurtige og selvfølgelige Bevægelsesmaade. Derimod har Fantasien endnu kun altfor frit Spil og for faa Holdepunkter i mange andre Forhold i Flyveøglernes Liv — og frem for alt med Hensyn til det sidste store Mysterium i deres Skæbne: deres fuldstændige Forsvinden fra Jordens Overflade for at afløses af en ny Flyvertype, Fuglene. ADVARSELSFARVER OG STOPPESIGNALER HOS DYR DEN nys afdøde engelske Naturforsker Alfred Wallace fortæller følgende nord- amerikanske Rejseoplevelse, der træffende illustrerer det ejendommelige Fæ- nomen, der af mange Biologer opfattes som Advarselssignaler, — men hvis Betyd- ning forøvrigt endnu er en Del omtvistet. Dog, herpaa skal vi ikke komme nær- mere ind, men gengiver den hidtil almindelig gældende Opfattelse. Altsaa Wallace fortæller: »Medens jeg i Juli 1887 gjorde nogle faa Dages Ophold i et Hotel paa Central Pacifik Banen, drev jeg en Aften efter Middagen om uden- for Hotellet og saa da paa Vejen, næppe 50 Meter fra Bygningen, et smukt lille, sort og hvidt Dyr med busket Hale komme hen imod NORDAMERIKANSK STINKDYR. Den hvide Farvetegning paa mørk Grund opfattes som Advarselssignal. mig. Da det kom ganske langsomt, uden Spor af Frygt, skønt det tydelig nok saa mig, tænkte jeg først, at det maatte være tamt; men plud- selig gik det op for mig, at det var et Stinkdyr (Skunk). Det kom mig 5—6 Meter nær og krøb saa roligt over et lavt Dige og forsvandt un- der et Udhus for — som Hotelværten senere fortalte mig — at søge efter Kyllinger. Som bekendt udsondrer