Universets Undere
1. Bind

EN MISTELTENS HISTORIE 341 indsuger det Vand og de deri opløste Mineralstoffer, som Misteltenen har Brug for, og som den jo ikke kan faa direkte fra Jorden. For saa vidt er Misteltenen altsaa en Snylter; men dens grønne Blade vidner om, at den dog ogsaa selv skaffer sig en Del af sin Føde paa redelig Vis, ved sit eget Arbejde — nemlig den luftformige Del af Kosten: Kultveilte-Stoffet. Det op- tages af Misteltenens stedsegrønne Blade, og disses utallige Grøntkorn forarbejder Kulstoffet, Vandet og Mineralopløsningerne til organisk Stof. Misteltenen er derfor kun en »Halvsnylter« og er altsaa en forholdsvis uskyldig og uskadelig Gæst. Et Bevis herfor er ogsaa den høje Alder, Misteltenbusken kan opnaa. Gennem den Dyrkning, denne Juleplante i lange Tider har været Genstand for i England, ved man, at den kan blive 40 Aar gammel, uden at dens »Plejemoder« synes i mindste Grad svækket ved gennem saa lang en Aarrække at have givet den, gan- ske vist ikke al, men dog en væsentlig Del af dens Føde. Nogle Biologer hælder endogsaa til den Anskuelse, at den stedsegrønne Mistel- ten under visse Forhold, f. Eks. om Vinteren, snarere giver end tager fra Træet, der huser den. KULTIDSSKOVENES PADDER I en tidligere Artikel »Et Stykke Kuls Historie« har vi omtalt de Planter, der var særlig karakteristiske for Kultidens Skove og har haft den største Andel i Kul- lagenes Tilbliven. Ved Studiet af disse Lags Udbredelse paa Jorden og Indhold af Plantedele fremgaar det, at den nordlige Halvkugle i Kulperioden har haft ensartet varmt-tempereret Klima og har været som et eneste mægtigt Drivhus, hvis fugtig- varme Luft end ikke har vekslet synderlig efter Aarstiderne. Med en Yppighed som i de tropiske Regnskove er Træerne skudt til Vejrs, de levende mellem og ovenpaa de døde, væltede og henraadnende Stammer, der laa halvt eller helt begravede i Skovbundens Sump og Morads. Et mørkt og tungsindigt Præg har disse Sumpskove haft, hvorover Solen stod som en matrød Skive bag Jordens Vanddampe. Ingen Blomster eksisterede, der kunde live op i denne Urskovsfyldes enstonige Grønne. Det var jo blomsterløse Sporeplanter — Bregner, Mosser, Padderokker og Ulve- fødder — der dannede Hovedbestanden. Ogsaa Dyrelivet i Oldtidens Sumpskove maa have haft et eget dystert Præg. Ingen Pattedyrskrig, ingen Fuglesang lød mellem de tætstillede, taarnhøje Træer, og ingen brogede Sommerfuglevinger lyste op mellem deres mørkegrønne, damp- vædede Løvmasser. Insektlivet var kun repræsenteret ved kakerlak- og græshoppe- agtige Dyr, hvis kæmpestore Former — f. Eks. en halv Meter lange »Spøgelser« — nærmest maatte virke uhyggeligt. Men endnu mere uhyggevækkende maa dog de Dyreformer have været, der blev Kultidsskovenes egentlige Beherskere, nemlig Padderne, som nu for første Gang viste sig paa Jorden, og som under saa gunstige klimatiske Forhold som de da herskende opnaaede en Fylde og Rigdom paa Arter, de aldrig siden har haft. Padderne, der blev Jordens første firføddede Dyr, var i Kultiden repræsenterede af de saakaldte Skælsalamandre, hvis Størrelse vekslede fra en halv Snes Centi- meter indtil Kæmpeformer paa to—tre Meters Længde. Disse Urpadder forener i deres Skeletbygning Egenskaber, som til den ene Side